Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 4. april 2022
Der er ingen tvivl om, at indtil danskerne går til stemmeurnerne den 1. juni for at stemme om de danske forsvarsforbehold, vil der blive ført en intens valgkamp om for og i mod, og i meningsmålingerne skrumper ja-sigernes tal.
Men en ting ligger fast, og det er, at når Ribe-borgerne går til valg, skal det ikke ske der, hvor det gennem mange år er sket: i den gamle Ribehal.
Dan Hostel Ribe har oplyst kommunen om, at man ganske enkelt ikke har plads til valg denne dag, og derfor vedtog Esbjerg Byråd i aftes enstemmigt og uden kommentarer at flytte valghandlingen til Ribe fritidscenter.
Som borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) sagde, er det jo svært at holde et valg, hvor der ikke er plads, og fritidscentret har jo tidligere været nævnt som en mulighed.









































































