Tekst & Foto Johnny Tauman
17. januar 2020

Portræt af en ildsjæl (3)

Formandskaber II

RIBE BYFÆLLED

Og så var der Ribe Byfælled. Der skal ikke være tvivl om, at intentionerne var store og tegningerne parate Se blot, hvad RYK IND RIBE tidligere har skrevet herom: Ribe Kommuneplan 2005 – 2016, hovedstrukturen fastlagde, på kultur- og fritidsområdet, udviklingen af en byfælled midt i Ribe by.
”Lokalplanområdet var en del af det område, der er udpeget som fremtidig byfælled. Byfælleden skulle etableres med det formål at binde byen tættere sammen og skabe et center for nye kultur-, fritids-, rekreations- og wellness-tilbud ved Ribe Fritidscenter.
Der blev igangsat forhandlinger, bl.a. om udflytning af flere kulturinstitutioner og -foreninger fra bymidten og placering af en privatskole tæt ved sportsfaciliteter og natur.
En vigtig del af intentionerne med etableringen af en Byfælled var at bevare og pleje de grønne friarealer i området. Samspillet mellem de grønne friarealer skulle opbløde indtrykket af de store bygningskroppe, og områderne skulle indrettes, så de dannede en harmonisk overgang fra byen til naturen”.

Indsats ikke spildt

Hertil udtaler Vagn Sørensen følgende: Det var en ambitiøs plan, som i sit fulde omfang ville koste over 100 mill. kr. at realisere. Det var der hverken penge eller opbakning til i 2006, hvor Ribe Kommune blev en del af Esbjerg Kommune. Dog kommer der alligevel tit noget ud af et godt forarbejde. Ribe Fritidscenter er i dag et helt andet center end det var i 2006 og der er investeret ca. 45-50 mill. kr. i årene der er gået. Så derfor anser jeg slet ikke indsatsen for spildt og nu ser vi forhåbentlig at udearealerne om føje år er tilført en hel ny dimension med streetområde og naturlegeplads m.m.

Flere bestyrelser

Og så er Vagn for øvrigt formand for Ribe VinkingeCenters bestyrelse udpeget af Esbjerg Erhvervsudvikling, næstformand for Ribe Fjernvarme – og tidligere medlem i bestyrelsen for Vadehavscentret.

 

Venstre har i mange år kunnet regne med Vagn Sørensen – og selvom han ikke længere er medlem af byrådet, så kan han se tilbage på 9 gode år i Ribe Byråd. Den første periode fra 1998-2002 var som menigt medlem under den konservative borgmester Jørgen Elsted Hansen. Da magten skiftede med Preben Rudiengaard som borgmester, så fik Vagn ”vind i sejlene” – og gjorde det fantastisk godt som formand for Børn & Ungdomsudvalget, som arbejdede med dagplejeområdet, skoler og daginstitutioner. Perioden fra 2002 til 2006 blev forlænget med 1 år i overgangsperioden til storkommunen.

Mål & Dialog værktøj

De to største milepæle for Vagn var gennemførelsen af Mål & Dialog – et værktøj, som med realistiske og målbare beskrivelser fik ”brudt isen” mellem daginstitutionslederne og det politiske niveau. ”Faktisk nåede vi så langt, at lederne selv lavede en udviklingspulje – og sammen med udvalget tog på studietur til København og Landskrona.”

Skoler blev lukket

Det andet var introduktionen af fælles ledelse på skolerne – og de nødvendige beslutninger om lukning af skolerne i Seem og Ø. Vedsted. ”Det var en upopulær og vanskelig proces, men den var nødvendig for, at vi som kommune kunne løfte de faglige krav i undervisningen.”
I dag har Vagn stadig fingeren på Venstres politik som medlem af den lokale bestyrelse.

Snakken blev længere end forventet

Kirsten har for længst forladt kaffebordet – snakken blev nok også længere end forventet.
Tak til Vagn for et godt samarbejde omkring de tre artikler!