Tekst og foto: Renè Jørgensen
21. juli 2023

Henrik Rehr Olsen, Vægter i Ribe gennem 6 år, brænder for opgaven med at fortælle turisterne om det gamle Ribe og byens fascinerende historie. Henrik tager gerne en udfordring op, og jobbet som vægter er ved siden af et fuldtidsjob i Billund ved LEGO. I klubben Lego-klodsen, som Henrik startede tilbage i 2020, bruges der mange timer, og når man har en god hobby, er der ikke langt fra ord til handling. Derfor blev legoklodsen det naturlige valg til en maskot.

Mødes hver onsdag

Ribe-Klodsen er navnet på en klub for LEGO entusiaster med base i Ribe. Medlemmerne mødes hver onsdag aften kl. 19 i Seminariehuset i Ribe, hvor der bygges og hygges i et par timer eller tre. Lego-Klodsens 25 medlemme kommer fra Esbjerg i nord, til Ballum i syd og Lunderskov i øst – og  det er blevet en populær hobby.

Vil du læse mere om klubben kan du gøre det HER 

2500 klodser anvendt til vægteren

Hos A. R. JØRGENSEN KONTORCENTER i Ribe kan man blandt de grafisk fremstillede plakater finde en med vægteren. Det er Henrik Rehr Olsen, der har stået model. Ud over at være en flittig løber, selv om der ikke er så meget tid til det længere, bruger Henrik en del fritid på at bygge med LEGO. Læs her Henriks overvejelser om det store arbejde med over 2500 klodser til Ribe vægteren. Når Dansk Vægterlaug mødes i Haderslev den første weekend i september, er maskotten selvfølgelig med. Henrik håber på en mere permanent plads til maskotten. Det arbejdes der på, fortæller den travle vægter, før aftenens første tur kl. 20.

Ribe-vægteren – et LEGO® projekt

I det tidlige forår besluttede jeg mig for at realisere en idé, som jeg havde gået med i hovedet i noget tid: at bygge en Ribe-vægter i LEGO® klodser.

Udgangspunktet blev en model, som tager afsæt i en model, som LEGO® lancerede i 2000, ”3723 Minifure”. Mini er så meget sagt, da figuren er omtrent en halv meter høj, og oprindeligt består af 1.850 klodser.

De indledende øvelser bestod i at bygge en prototype op af de klodser, jeg har på lager herhjemme – hele tiden med den elektroniske samlevejledning af den originale model på skærmen, så jeg kunne følge med i, hvor langt jeg var nået i højden. Hvornår skulle jeg starte med den lange, sorte frakke? Hvornår skulle jeg starte på bæltet? Hvor skulle jeg placere de mange guldknapper, så det passede med dimensionen på den færdige figur?

Systematik er vigtig

Undervejs i byggeriet blev det grundigt noteret, hvilke typer, hvilke farver og ikke mindst antallet af klodser, der skulle bruges. Det er vigtigt, når man bygger på den måde, som jeg gør og uundværligt, når jeg når dertil, hvor der skal bestilles klodser.

Af særlige udfordringer i selve opbygningen af vægteren var blandt andet stedet på frakkens ærme, hvor sort går over i mørkegrønt. Vægterens briller og lysegrå fuldskæg var også sjove udfordringer, og så var det rigtigt spændende at finde en løsning til ”ægget” på vægterens morgenstjerne, hvor der sidder to karakteristiske jernringe med hver 4 pigge, som er drejet 45 grader i forhold til hinanden. Det blev løst ved at bygge nogle drejeskiver ind i ægget. Vægterens lanterne var også en spændende byggeopgave. Inde i lygten er der gjort plads til et LED fyrfadslys, og der er lavet effekter med hvide klodser, der skal illustrere løbende stearin.

Fik dele hjem fra Tyskland

Efter at have modtaget en større portion klodser fra LEGO’s lager i Polen, kom der senere en mindre portion fra lageret i Billund. Dertil måtte jeg på jagt efter nogle dele til stokken til vægterens morgenstjerne, som blev købt hjem fra Tyskland.

Alt i alt er der brugt præcis 2.500 klodser til vægteren og hans udstyr. Dertil har jeg lavet en udstillingsplade, der skal give indtrykket af et lag brosten med ukrudt, cigaretskod, en edderkop og et lille stykke tyggegummi. Til udstillingspladen er der yderligere brugt 576 klodser. Selve figuren er 50 cm. høj og vægterens morgenstjerne måler hele 64 cm. Uden udstillingspladen vejer vægteren 3,1 kg.

Figuren er 50 cm. høj og med vægterens morgenstjerne måler helefiguren 64 cm. Uden udstillingspladen vejer vægteren 3,1 kg.

Henrik Rehr Olesen er også modellen på Ribe plakaten., vægter i Ribe.

Vægteren er populær. Under fotograferingen til artiklen kom der flere turister til, der lige ville have et foto.