Tekst og foto: René Jørgensen
17. oktober 2025.

Vadekanten bringer ro, nærvær og kreativitet til Vester Vedsted

I Vester Vedsted, lige syd for Ribe, ligger Vadekanten – et nyt og hjertevarmt samlingspunkt for både lokale og besøgende, der søger ro, god mad og kreative oplevelser tæt på Vadehavet.

Bag stedet står Vibeke Thysen og manden Henrik Mølgaard, som med stor omhu har forvandlet en ejendom fra 1600-tallet til et levende Bed & Breakfast med café og keramikværksted.

En drøm blev til virkelighed

Da Vibeke Thysen og hendes familie købte huset på Mandøvej 14, var drømmen klar:

De ville skabe et sted, hvor man føler sig hjemme – et sted med ro, nærvær og tid til livets små glæder.

”Vi ønskede at skabe et sted, vi selv elsker at være,” fortæller Vibeke. ”Et sted, hvor gæsterne mærker, at der er tid til at trække vejret – og hvor det nære betyder noget.”

Efter flere års istandsættelse og mange timers arbejde står resultatet nu klar: Vadekanten – et sted, hvor natur, kreativitet og fællesskab mødes i rolige rammer.

Café med hjemmelavet mad og lokale råvarer

I caféen er stemningen uhøjtidelig, og menuen enkel, ærlig og lavet fra bunden. Her serveres retter baseret på lokale råvarer – fra Jernved Mejeri til de nærliggende marker.

Gæsterne kan nyde morgenmadstallerkener med friskbagt brød og ost, rugbrødsmadder med kyllingesalat og bacon, sandwich med italiensk skinke eller dagens hjemmelavede suppe. Dertil kommer et udvalg af hjemmebagte kager og friskbrygget kaffe – med refill til dem, der bliver hængende lidt længere.

”Her må tingene gerne gå lidt langsommere,” siger Vibeke med et smil. ”Vi har skabt et sted, hvor der er plads til ro, nærvær og gode samtaler – alene eller sammen med andre.”

Caféen har åbent fredag til søndag kl. 10.00–16.30, og det er tydeligt, at mange har fået øjnene op for stedet.

Fra kartoffelmad til drømmekage – historier ved bordene

Kunderne er mange og kommer vidt omkring fra – både lokale og turister fra Holland, Belgien, Tyskland og Italien finder vej til Vester Vedsted.

Vibeke smiler, når hun fortæller om en italiensk familie, der under en tur til Danmark havde forelsket sig i den klassiske kartoffelmad – og som nu ville smage en sønderjysk udgave. ”De endte med at bestille en ekstra,” fortæller Vibeke grinende. For her i caféen havde vi serveret den bedste. ”Kartoflerne kommer fra vores lokale avler Kasper, som kalder dem ’jordens guld’. Det navn passer egentlig meget godt.”

Denne efterårsdag summer caféen af liv: Fire veninder får kaffe og kage, et tysk ægtepar spørger til opskriften på drømmekagen, og et ældre Ribe-par nyder solen udenfor. Stemningen er afslappet, og Vester Vedsted står smukt i efterårets klare farver.

Keramikværkstedet – kreativ fordybelse og ro

Ud over caféen rummer Vadekanten også et lille keramikværksted, hvor besøgende kan fordybe sig og finde ro gennem det kreative arbejde.

Her arrangeres workshops og åbne værkstedstimer, hvor deltagerne kan prøve kræfter med leret – og tage deres egne kreationer med hjem. I uge 42, som er børnenes efterårsferie, har der været workshop onsdag og torsdag for børn.

”Keramikken handler ikke kun om at forme noget,” fortæller Vibeke. ”Det handler også om at finde glæde og nærvær i processen. Mange bliver overraskede over, hvor afslappende det er.”

Bed & Breakfast med hjemlig atmosfære

For dem, der ønsker at blive lidt længere, tilbyder Vadekanten overnatning i nyindrettede værelser. Her er indretningen enkel, rolig og præget af den samme varme og personlighed, som mærkes i resten af huset.

Et åndehul tæt på Vadehavet

På kort tid har Vadekanten udviklet sig til et populært pusterum for både lokale og tilrejsende. Kombinationen af café, keramik og Bed & Breakfast giver stedet sin helt egen sjæl.

”Vi tror på, at de bedste oplevelser opstår, når tingene er enkle og ægte,” siger Vibeke Thysen. ”Vadekanten er et sted, hvor man kan være sig selv, finde ro og skabe minder, der varer ved.”

Midt i den lille landsby Vester Vedsted har Vibeke Thysen og Henrik Mølgaard skabt Vadekanten – et hjertevarmt fristed, hvor ro, god mad og kreativitet går hånd i hånd. Her mødes lokale og besøgende         i en atmosfære af nærvær, natur og fordybelse – kun et stenkast fra Vadehavet.

Efter en tur til Mandø eller en dag i naturen finder mange vej forbi Vadekanten – til frokost, kaffe og kage i hyggelige omgivelser.