Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, onsdag den 11. november

Femte klasse fra Egebæk-Hviding Skole får nu et ønske om en køkkenhave opfyldt. Ønsket fra Vadehavsskolen ved Ribe om at lade eleverne anlægge en køkkenhave og dyrke grøntsager er et af 40 udvalgte projekter, som får midler fra Mejeriernes Skolemælkslegat.

Nu skal eleverne i 5. klasse hakke, luge og dyrke deres egne grøntsager. Takket være en donation på 5.000 kr. fra Mejeriernes Skolemælkslegat kan skolen nemlig købe haveredskaber og anlægge en køkkenhave.

– Det er et tværfagligt projekt. 5. klasse er i natur/teknik kommet frem til, hvordan haven skal se ud, og hvad der vil være interessant at dyrke. De har arbejdet med, hvordan haven skal passes (også når det er ferie). Det dyrkede skal kunne bruges i madkundskab. I håndværk og design skal eleverne designe og producere højbede og bedafgrænsning, skriver Linda Carlsen, lærer på Egebæk-Hviding Skole, Vadehav, i sin ansøgning til Mejeriernes Skolemælkslegat.

Projekter der gør en forskel
Bag legatet står Mejeriernes Skolemælksordning. Det skal fremme sundhed, bevægelse og fællesskab på landets skoler. Til uddelingen af legater i november var der 400 ansøgninger fra 313 skoler.

– Det er dejligt, at så mange skoler har lyst til at lave projekter, som kan gøre en forskel for rigtig mange elever. De 40 projekter, vi har valgt at støtte, giver eleverne oplevelser og viden, som de måske ellers ikke kunne få. Der var mange andre gode ansøgninger, så vi kan kun opfordre til, at man søger på ny, når vi igen uddeler legatmidler til foråret, siger Jan Hermansen, leder af Mejeriernes Skolemælksordning.

Forældre donerede 45.000 kr.
Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser eller elevråd, hvis skole er med i skolemælksordningen. Ved den nylige uddeling i begyndelsen af november blev der doneret beløb fra 1.500 kr. op til maksimumbeløbet på 5.000 kr. fra en pulje på 145.000 kr.

Heraf kommer 45.000 kr. fra forældre, der ved ændringer af deres abonnementer på skolemælk valgte at donere deres tilgodehavender til Skolemælkslegatet.

– Det er en fantastisk gestus, som tillod os at imødekomme ansøgninger fra flere skoler end vanligt, siger Jan Hermansen.


Fakta om Skolemælkslegatet

  • Skolemælkslegatet uddeles to gange årligt – i foråret og efteråret – fra en pulje på i alt 200.000 kr.
  • Legatet kan søges af lærere, pædagoger, forældreråd, skolebestyrelser og elevråd, hvis skolen er blandt de cirka 1.400 skoler, der er med i skolemælksordningen – leverandør af frisk, kold mælk til flere end 100.000 børn.
  • Læs mere om Skolemælkslegatet her (edutainmenthuset.dk/skolemaelkslegatet/)