Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, tirsdag den 26. maj 2026

Et nyt, spændende projekt er på vej ved Vadehavscentret, og projektet er rykket et skridt nærmere realiseringen, idet byrådets Plan, By & Lokalsamfundsudvalg har sagt god for, at forvaltningen må gå i gang med at ændre lokalplan og kommuneplan for området.

Tanken er, at Bakkegården, der tidligere er ejet af den ene af operatørerne af traktorbusserne til Mandø, Erling Hansen, og beliggenheden Mandøvej 31, skal bygges om til overnatnings- og opholdsfaciliteter, som skal anvendes i tilknytning til Vadehavscentrets undervisnings- og formidlingsaktiviteter for blandt andet lejrskoler, uddannelseshold og mindre grupper. Der planlægges herudover mindre nybyggeri, udendørs formidlingsfaciliteter, udvidelse af parkeringsarealet samt etablering af et lavt, terræntilpasset solcelleanlæg nord for Vadehavscentret, fremgår det af udvalgets dagsorden.

Planen er, at Bakkegården udvendigt skal bevares mens der inden døre skal indrettes overnatningsmuligheder til omkring 36 personer plus opholdsfaciliteter fortrinsvis rettet mod lejrskoler, grupper og ophold i forbindelse med undervisning.

Vadehavscentret baserer projektet på fondsmidler, som er noget lettere at søge, hvis kommunen på forhånd er positivt indstillet overfor projektet. De ændringer af plangrundlaget, som der nu er sagt ja til, skal i otte ugers offentlig høring, inden de kan endeligt vedtages.

– Det er et meget spændende projekt, og derfor har vi nikket ja til igangsættelse af ændringerne af de nødvendige planer, sige formanden for Plan, – By & Lokalsamfundsudvalg, Kurt Bjerrum, (V).

Men er 36 overnatningspladser ikke mange?

– Det er jo beregnet til lejrskoler, undervisningsophold og lignende. Forvaltningen har været i kontakt med lokale udbydere af overnatning, som ikke mener, det bliver en konkurrent, fortæller Kurt Bjerrum.