Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 5. februar 2026
Trækfuglene, marsken og Vadehavet har været kunstneren Else Pia Martinsen Erz’ største inspirationskilde i mere end to årtier. Særudstillingen Tak til Trækfuglene og Vadehavet er en personlig og sanselig fortælling om et liv tæt forbundet med Vadehavets landskab, fugleliv og tidevand.
Det hele begyndte ved solnedgang langs Ballumdiget, hvor kunstneren første gang oplevede tusindvis af stære finde ly for natten i krattet ved Astrupdiget. Senere fløj stærene sydpå, og bramgæssene kom fra nord og indtog marsken. Gæssene har siden indtaget lærrederne – i store flokke, i luften og på jorden, tæt på og langt væk.
Med tiden blev også svaner, hejrer og de små fugle tilbagevendende motiver, og i de senere år har tranerne været blandt de mest fascinerende. Vandrer på vaden, ofte med spejlinger i det blikstille Vadehav. Himlens foranderlighed, naturens rasen, vinden på diget og farvernes uendelige variation har været en konstant kilde til inspiration.
Tidevandet, der kommer og går, giver liv til de mange millioner af trækfugle, som hvert år beriger Vadehavet. Denne bevægelse – mellem ro og kraft, gentagelse og forandring – er et gennemgående tema i udstillingen.
Else Pia Martinsen Erz skabte i 2014 motivet til UNESCOs verdensarvsflise i forbindelse med fejringen af Vadehavet som verdensarv. Flisen er fast installeret på Vadehavscentret, og udstillingen markerer også et gensyn med dette særlige sted.
Else Pia Martinsen Erz ejer galleri Erz i Sdr. Dråby på Mors.
Udstillingen kan ses fra den 7. februar til den 29. april. Der er fernisering den 10. februar mellem 15 og 16, hvor alle er velkomne.









































































