Tekst Hasse Jørgensen, fotocollage Vadehavscenteret, torsdag den 9. januar 2025
Efter et par måneder med vinterlukket, åbner Vadehavscenteret igen i skolernes vinterferie i februar. Lørdag den 8. februar slår centeret dørene op med for gæsterne med et brag af en åbningsdag, hvor der er masser af aktiviteter og markant nedsat entre.
I en pressemeddelelse fra Vadehavscenteret hedder det: ”Vi glæder os her på Vadehavscentret enormt meget til, igen, at slå dørene op for gæster. Vi åbner med et brag af en åbningsdag lørdag den 8. februar 2025. På dagen er entréprisen sat markant ned, udstillingens “Himmelrum” vil være fyldt med boder med lokale delikatesser, kunsthåndværk og spændende genbrugsfund. Vi har ryddet op i arkiverne, og derfor vil der også være en masse forskellige museumsgenstande at finde.
På dagen kommer kunstner Marco Brodde og udstiller værker i vores café. Der vil være to artist talks i løbet af dagen, samt et levende værksted, hvor han viser, hvordan kunsten bliver til.
Det vil selvfølgelig være muligt at købe mad i vores økologiske café, og derudover kan man lave sin egen pandekage over bål. Læs mere om de forskellige aktører og book billetter på www.vadehavscentret.dk. Vi glæder os til at se jer!”