Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, mandag den 12. august 2024

Hope, der er fem uger og en dag gammel i skrivende stund, er – naturligvis selv uden at vide det – med til at skrive historie.

Hope, som den lille pige skal hedde, er et tipoldebarn. Det er der for så vidt intet usædvanligt i, for alle har tipoldeforældre og forfædre, der daterer sig endnu længere tilbage.

Men i Hopes tilfælde gælder, at et medlem fra hver generation fortsat er i livet. Det er sig sig selv usædvanligt, og det er endnu mere usædvanligt, at alle bor i samme by – i dette tilfælde Ribe.

– Det er så dejligt at kunne få hjælp så tæt på, siger Amalie Laugesen, 23 år, der er mor til Hope.

Hun siger dog samtidig, at Hope er et meget nemt barn, de sover meget – også om natten.

Så du føler dig ikke udkørt?

– Bestemt ikke.

Hvordan var det at få sådan en lille en?

– Det var så dejligt, det gør det hele lidt mere spændende, lyder det fra den nybagte mor.

Amalie Laugesen er – som nævnt – mor til Hope. Thomas Staal Laugesen er Amalies far og dermed Hopes morfar. Elin Husted er Thomas mor og dermed oldemor til Hope, mens Mary Bothilde Marie Andersen, der fylder 93 år på fredag, er mor til Elin Husted og dermed tipoldemor til Hope.

Hos Danmarks Statistik kan man ikke sige noget om, hvor usædvanligt det er, at fem generationer er i livet. Det begrundes med, at personregisteret først blev indført i Danmark i 1968, og derfor mangler man forskning fra før den tid.

Men, siges det, der er ingen tvivl om, at det er meget sjældent.

At fire generationer er i live sammen, vil blive mere og mere almindeligt efterhånden som levealderen forlænges. Men der vil gå lang tid, før man kommer så langt med fem generationer.