Tekst og foto Hasse Jørgensen. Søndag den 28. okt.
Rammerne er fantastiske og kvaliteten på de udstillede ting er helt i top denne søndag, hvor Vadehavscentret lægger lokaler til en kunsthåndværkermesse.
Bettina Holmquist, V. Vedsted, har for anden gang arrangeret en sådan messe i Vester Vedsted, og når man ser dette års 17 udstillere, må man håbe, at det bliver en fastgroet tradition.
Vadehavscentret er i sig selv et unikt sted, og når det så lykkes Bettina Holmquist at samle 17 så dygtige udstillere, skal det blive en succes.
Og det var det. Tilstrømningen var lige fra åbningen klokken ti til lukningen klokken 16 meget stor, og det var da også en tilfreds Bettina Holmquist, der kunne glæde sig over en meget vellykket event.
Selv udstillede Bettina Holmquist strikvarer, og ud over det var der bl.a. keramik, glaskunst, vævede ting, ting i sælskind, akvareller og papirkunst.
Og den tidligere ribedreng, Simon Toft Hansen, der i dag har Ølsnedkeren i Griffenfeldsgade i København, deltog også med smagsprøver på sine specielle øl.
– Hvorfor jeg er med her? Fordi jeg kan lide det, fortalte ”øl-mageren”, der kan kunsten at lave øl.










































































