Tekst & Foto Johnny Tauman
19. oktober 2019
Langs Mølledammen – på Kurveholmen boede byens bedste borgerskab. Tiden er 60’erne og 70’erne, hvor titler som landsretssagfører, bagermester, murermester, ingeniør og læge stod at læse på de blankpudsede dørskilte. Det var jo længe før, at Post Danmark som en af sine sidste krampetrækninger fik indført postkasser langs gader og veje.
Egne robåde
Når den almindelige ripenser spadserede ad Kurveholmen med klap- og barnevogne til legepladsen på Brorsonsvej, blev der kikket både langt efter og en ekstra gang på de imponerende bygninger, som – udover at have kik til Mølledammens flotte vandspejl – næsten som hovedregel også havde egen robåd.
Udlejning af både og vandcykler
Alle andre måtte over på den anden side af Mølledammen – og ved Kiosken leje robåde og vandcykler. Det var der rigtig mange, som gjorde – det summede af hygge og liv blandt byens borgere og dengang også de mange turister, som besøgte byens seværdige vandmiljøer.
Efternavne og en Citroên
Mange navne på beboere på Kurveholmen erindres sikkert blandt RYK IND RIBEs læsere: Nielsen, Hjerrild, Klingenberg, Birch Nielsen, Overballe, Husted Christensen, Horwitz og endelig Gregersen – slagtermesteren i nummer 16. Han boede med sin familie i et unikt hus og kørte Citroën – du-ved-nok den model, som hævede sig, når den startede – se det var fint. Gregersen drev for øvrigt en glimrende slagterbutik i Sønderportsgade over for Ryk ind.
Villa til næsten 3 millioner
Home har i dag ”Gregersens villa” – altså Kurveholmen 16 til salg for kr. 2.998.000 – nu med en liggetid på 186 dage?
“Med udsigt til Ribe Å”
Hvem ville ikke gerne bo her? ”Med udsigt til Ribe Å”, for sådan lyder beskrivelsen hos Home. Arkitektonisk perle med eget tårn og kun tre ejere siden, det blev bygget 1907. Men der er en lille hage: der skal mindst ofres 2-3 millioner på at renovere ejendommen – og det skal så ske i samspil med Esbjerg Kommune, da den er kategoriseret som en 2 villa på bevaringsværdi skalaen.
Gregersens røde pølser, som tilfaldt børn på indkøb var nu gode….., og så hed han jo Peter til fornavn, men “borgerskabet” var kun på efternavne, når man ser bort fra Vagn Nielsen, som havde butik der, hvor Isvaflen har til huse i dag.
Hvem er din nabo – anno 2019
Hvis du køber huset i dag, så kan du på Dingeo.dk få oplyst hvem du får som nabo – i hvert fald hvilken type sådan rent statistisk.
Dine naboer vil have ”Overskud i hverdagen” – med følgende beskrivelse (et uddrag): Du møder mere privilegerede par, der er i 40’erne til midt i 70’erne. De vil typisk have Overskud i hverdagen. Det gælder både de par, der har en til to hjemmeboende børn og par, der ikke har nogen børn.
Deres uddannelsesniveau er højere end landsgennemsnittet. En tredjedel med Overskud i hverdagen har en erhvervsfaglig uddannelse, mens endnu flere har brugt tid på at tage en længere videregående uddannelse. Belønningen er et højt lønniveau, der ligger noget over landsgennemsnittet. Der har været plads til at investere i ejerbolig, men også i aktier og obligationer. De ligger ikke i øverste socialklasse, men dog på og over gennemsnittet.
Fælles for Overskud i hverdagen er, at de både har økonomisk og mentalt overskud. De har typisk nået at skabe et godt økonomisk fundament, samtidig med at de har samlet så meget erfaring fra arbejdslivet, at de, der stadig arbejder, er inde i et stabilt karriereforløb. Derfor kan de levere, hvad de skal inden for normal arbejdstid, så der er ro og tid til hinanden, når de kommer hjem. Der er på alle måder Overskud i hverdagen.
Og så vil din nabo nok være kendt – også på fornavn – og måske andre ned 60´ernes: Vagn, Harry, Knud, Peter, Robert eller hvad nu mændene hed.
En god joke
På Kurveholmen lever en god spøg / en joke i bedste velgående: ”skulle alle vi andre villaejere måske købe nummer 16 og lave et fælleshus!”
Egentlig en god tanke, men der er endnu bopælspligt på adressen, oplyser Home til RYK IND RIBE.
Fra Home´s beskrivelse
Går du med drømmen om, at skabe en unik liebhaverbolig i historiske Ribe? Så bør du se nærmere på denne fantastiske ejendom.
Med beliggenheden på Kurveholmen, bor man centralt placeret i forhold til Ribe bymidte.
Fra ejendommen er der en unik udsigt over Ribe Å, grønne områder og udsigt til både Sct. Catharinæ kirke og Ribe Domkirke…..
Huset er en ‘urørt og original’ villa på en af områdets største parceller med en meget privat og lukket grund, som strækker sig helt fra Kurveholmen til den grønne park, Klosterhaven…..
Hall med gulv af sildebensparket og trappeløb til 1. sal … stor karnapstue med smukt stukloft og en malerisk udsigt over Ribe Å … smuk sildebensparket og loftet fremstår med synlige bjælker og flotte udskæringer….