Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 23. august

Der bliver mulighed for at se bygningskomplekset omkring Quedens Gård i Ribe på en helt ny måde, når direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, viser rundt i karreen, der rummer en samling enestående fredede bygninger.

I 2013 formulerede museet en masterplan, der gradvist skulle få de meget forsømte bygninger fra 1580’erne, 1790’erne og midten af 1800-tallet omdannet til en museumskarré og et oplevelsessted med en fantastisk have, Rosenhaven.

På rundvisningen vil du få et levende indtryk af udfordringer og glæder ved den gradvise realisering af masterplanen.

Indtil nu er 2/3 af karréen bragt “fra skrot til slot”, og der er skabt et hjemsted for skoletjenestens mange aktiviteter og to spændende museer: I barndomshjemmet i Sortebrødregade har Danmarks mest betydningsfulde udvandrer, Jacob A. Riis, jo fået sit eget museum, og i købmandsgårdens flotte renæssance- og klassicismebygninger ligger HEX! Museum of Witch Hunt.

Rundvisningen giver også en unik mulighed for at komme ind bagved og se “Toldbodens” tre bygninger, som endnu mangler at blive renoveret og blive indrettet til et museum for magi, heksekunst og overtro.

Efter den spændende rundvisning inviteres til frokost i en af Danmarks hyggeligste caféer, Café Quedens (opkaldt efter købmand J.H. Quedens) som ligger i museumskarréen.

Frokosttallerkenen består af æg/rejer, pålæg, mørbrad, ost og noget sødt med rugbrød fra Vadehavsbageriet.

En af Ribes kendte vægtere kommer forbi under frokosten og fortæller lidt om Nordens ældste – og måske mest charmerende – by.

Arrangementet er planlagt i samarbejde med The Danish Club, der er en organisation, der har specialiseret sig i at åbne kulturelle og historiske bygninger.

Pris: Medlemmer af The Danish Club: 450,- (ex gebyr)Ikke-medlemmer: 495,- (ex gebyr)

Billetter købes via The Danish Club

Arrangementet holdes lørdag den 4. september fra klokken 11 til 14.15. Mødested er Sortebrødregade 1.