Kommentar: Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen, mandag den 3. august

Ribes unge har fået en ny skaterbane, og det er ingen overdrivelse at sige, at skaterbanen er blevet taget godt i mod af de unge. Selv om banen endnu ikke på grund af corona-krisen er officielt indviet, er banen flittigt benyttet af både børn og unge.

Banen er oprindeligt udsprunget af det ønske, mange unge havde om mulighed for flere aktiviteter.

Nu er banen der, og så er det beskæmmende at se, hvordan nogle af brugerne efterlader den. Banen er blevet et samlingssted for ungdommen i de sene aftentimer og de første nattetimer, og ikke et ondt ord om det. Men sagen er, at de unge mennesker specielt i nattetimerne larmer. Og selv om der er relativt langt til de nærmeste naboer, er der flere mennesker, der har henvendt sig til Ryk Ind Ribe, fordi de føler sig generet af larmen.

Også politiet har fået henvendelse fra borgere, der føler sig generet af støjen i aften- og nattetimerne, og politiet oplyser, at de vil patruljere omkring stedet for at sikre roen.

Og under besøg ved banen, har Ryk Ind Ribes medarbejder kunnet konstatere, at de unge mennesker åbenbart ikke har lært at rydde op efter sig. Flere morgener har det flydt med tomme øldåser og andre former for affald på stedet.

Da Ryk Ind Ribe’s medarbejder besøgte stedet og mødte nogle af de unge, kunne de så også fortælle, at kommunens folk havde været på stedet om formiddagen for at rydde op efter aftenens og nattens festligheder.

Synd og skam, at de unge ikke har lært den simple disciplin oprydning hjemmefra.

På et opslag ved skaterbanen opfordres der til at bruge de opstillede affaldsspande.