Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 6. marts.
Hvad skiftende unge mennesker i Ribe har kæmpet for i årevis, ser nu ud til at blive en realitet, nemlig et street-område i Ribe, hvor der kan etableres forskellige udendørs aktiviteter for de unge som skaterbane med mere.
Byrådets udvalg for kultur og fritid har netop godkendt et projektkommissorium, der skal ende i etableringen af et streetområde i løbet af den sidste halvdel af 2020. Arbejdet tager nu sigte på, at der laves en procesplan og der nedsættes en styregruppe, en projektgruppe og en ad hoc arbejdsgruppe, hvor unge fra byen, fritids- og ungdomsklubben, Vadehavsskolen, Seminariehuset, Ribe Fritidscenter og Streetmekka Esbjerg får sæde.
Styregruppen kommer ifølge forslaget til at bestå af teamleder Chr. Korsgaard, kultur og projekt, Robert Hansen, daglig leder af Streetmekka Esbjerg/Game Danmark, Carsten Lund, formand for Ribe Fritidscenter, Ulla Bækman, sektionsleder i vej og park, samt Anita Jørgensen, skoleleder på Vadehavsskolen.
Projektgruppen består af Kiera Conboy, kultur og produkt, og Jannie Tolstrup, udviklingskonsulent i kultur og projekt.
Navnene på ad hoc arbejdsgruppen er endnu ikke sat på.
Politiker tog affære
Som nævnt har tanken om et streetområde været oppe og vende i flere år, men efter May-Britt Andrea Andersen (C) tiltrådte som formand for udvalget for kultur og fritid, er der kommet gang i sagerne. Det startede med, at May-Britt Andrea Andersen og direktøren for kulturforvaltningen, Jørn Henriksen, mødtes med de unge mennesker i Ribe for dels at afdække behovet for og ønskerne til et streetområde.
Siden det møde er der afsat 1,6 millioner kroner til anlægsudgifter samt 50.000 kroner årligt til driftsudgifter frem til år 2022.
May-Britt Andrea Andersen, tror du tidsplanen holder?
– Det håber jeg da meget. Jeg kan ikke tro, at man laver en tidsplan, man på forhånd ved ikke holder.
– Jeg kan godt forstå, hvis de unge under vejs har mistet modet og troen på det, men efter jeg kom til som udvalgsformand, er der taget politisk ejerskab af projektet af både mig og kulturdirektøren, og det er meget spændende, hvad det munder ud i.
– Jeg synes, det er glædeligt for de unge, at projektet nu bliver til virkelighed. Jeg er glad for, det kommer i gang nu, og pengene er jo afsat, lyder det fra May-Britt Andrea Andersen.
Tidsplanen
Efter aktivering af styre- og arbejdsgrupper skal der i juni udvalget et arkitektfirma, der skal lave visionsplaner for streetområdet. Det tænkes placeres i området ved Seminariehuset og Ribe Fritidscenter.
I september skal visionsplanerne præsenteres og godkendes. I oktober indhentes byggetilladelse og arbejdet sendes i udbud. Byggefasen påbegyndes i marts 2020, og projektet ventes færdigt i sidste halvår af 2020.










































































