Tekst og fotos Hasse Jørgensen, 21. nov.
Et fristed, hvor specielt de helt unge kan hygge sig uden at skulle udsættes for fristelser af den ene eller anden art. Men også et fristed, hvor de seks-årige og de 60-årige kan være under samme trygge forhold. Et fristed for alle.
Måske et utopia, vil nogen mene. En mulig realitet vil andre mene.
Og blandt sidstnævnte er en gruppe unge fra Vadehavsskolen i Ribe. For det er netop dette fristed, de unge har udviklet i teorien og præsenteret for byrådet efter forslaget har været behandlet i ungebyrådet. Og det var netop dette projekt fristed, der ud af tre forslag blev kåret som vinder med overvældende majoritet i det rigtige byråd.
Det hele drejer sig om det Ungå-projekt, der som allerede omtalt på Rykindribe vandt konkurrencen udskrevet af byrådet. Og med førsteprisen følger 200.000 kroner til realisering af ideen.
Men hvad er det, ideen indeholder. Jo. På et område ved Ribe Å, der i forvejen er udpeget som rekreativt område ikke langt fra Museet Ribes Vikinger, vil de unge have opstillet langt flere liggestole – måske 20 – end der er i dag. Desuden skal der sættes lys op, og der skal laves et par overdækkede boder, så stedet også kan bruges, når vejret er knapt så godt, og hvor man f.eks. kan spise sin medbragte mad.
Desuden er det tanken, at foreningslivet skal inddrages i planerne, så der også kan laves fysiske aktiviteter på stedet.
Under forelæggelsen i byrådssalen påpegede de unge, at stedet allerede bruges til sammenkomster af unge, men, blev det gjort gældende, der er også nogle helt unge, der af deres forældre får forbud mod at komme der, fordi der er mange, der drikker alkohol og tager andre stoffer på stedet.
Det vil forslagsstillerne gerne have lavet om på, så det – som nævnt – bliver et sted, hvor alle kan komme uden risiko for at blive fristet.
I byrådssalen blev forslaget overvejende mødt med positive tilkendegivelser. Der blev dog spurgt til eventuelle driftsudgifter, mens andre glædede sig over, at de unge initiativtagere allerede har haft kontakt til en forening.
Og hvad skal der så ske nu, hvor der er bevilget 200.000 kroner til projektet.
– Nu går sagen over til kultur- og fritidssektoren, der sammen med de unge vil arbejde videre med planerne. Det er spørgsmålet om, hvor meget, der kan lade sig gøre, og der kan være andre myndigheder, der skal søges om tilladelser. Men for 200.000 kroner kan man jo få en del, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen (V), der mener, at det var rigtig gode forslag, der blev lagt frem for byrådet af ungdomsbyrådet.










































































