Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, torsdag den 23. oktober 2025
Unge mellem 14 og 17 år spreder smil og nærvær på Esbjerg Kommunes plejehjem – og får samtidig øjnene op for en meningsfuld karriere inden for SOSU-faget. Det sker gennem projektet Solstråler, som Esbjerg Kommune har sat i gang med støtte på 5 mio. kr. fra Claus Sørensens Fond.
Projektet har siden september 2024 givet unge mulighed for at arbejde som solstråler – et særligt fritidsjob, hvor de skaber livsglæde og relationer med plejehjemsbeboere. Målet er dobbelt: At styrke trivslen blandt ældre og samtidig give unge en værdifuld indgang til arbejdslivet og velfærdsfagene.
Evaluering viser stærke resultater
En midtvejsevaluering baseret på spørgeskemaer og interviews med solstrålerne dokumenterer nu projektets store effekt:
- 86 % udtrykker stor tilfredshed med deres fritidsjob
- 82 % oplever, at deres tilstedeværelse øger beboernes trivsel
- 70 % har fået større kendskab til SOSU-faget
- 1/3 overvejer nu en SOSU-uddannelse
- Flere har allerede valgt at starte på social- og sundhedsassistentuddannelsen
– Vi er meget stolte over at støtte et projekt, der både skaber livskvalitet for ældre og giver unge mennesker en meningsfuld start på arbejdslivet, siger Jakob Søe Østerby, økonomidirektør hos Claus Sørensens Fond.
– Som fond er vi glade for at støtte projekter, der skaber værdi for Esbjerg som helhed – og solstråleprojektet gør netop det. Det bygger bro mellem generationer, styrker fællesskabet og vækker interesse for uddannelser, der er vigtige for fremtidens velfærd. Når unge får en meningsfuld relation til ældre og samtidig får øje på nye uddannelsesmuligheder, så ser vi et potentiale, der rækker langt ud over det enkelte plejehjem, fortsætter Jakob Søe Østerby.
Unge vokser med opgaven
Evalueringen viser også, at solstrålerne udvikler sig både personligt og socialt:
“Jeg er blevet mere åben og bedre til at tale med folk.”
“Jeg har lært at tale med folk, der ikke altid forstår alt – det kræver tålmodighed.”
Solstrålerne fremhæver også, hvordan relationerne til beboerne gør jobbet særligt meningsfuldt:
“Jeg får mere energi af at arbejde, fordi jeg kan mærke, at jeg virkelig gør en forskel for de her mennesker.”
“De venter på mig – det føles som om, at jeg betyder noget.”
En ny vej til velfærdsfagene
– Solstråleprojektet er et fantastisk eksempel på, hvordan vi kan tænke nyt i rekrutteringen til velfærdsfagene, siger Arne Nikolajsen, direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
– Vi ser unge, der vokser med opgaven, og ældre, der får livsglæde og nærvær. Det er en win-win-situation, som vi er enormt glade for – og det er især takket være fondens støtte, at vi kan lave en så storstilet indsats, uddyber Arne Nikolajsen.
Løbende læring og udvikling
Evalueringen peger også på behovet for støtte til de unge ved svære oplevelser – f.eks. når en beboer går bort.
– Vi skal hele tiden videreudvikle indsatsen, så endnu flere unge kan få glæde af at være solstråle, få gode erfaringer med sig – og måske finde deres vej ind i SOSU-faget, siger Arne Nikolajsen.