Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 18. august 2022

Unge mennesker i Ribe og omegn, der mangler et fritidsjob eller læreplads, eller virksomheder, der mangler unge til de to kategorier, får nu en rigtig god mulighed for at mødes og eventuelt indgå aftaler.

Det sker, når Esbjerg Kommune arrangerer en stor fritidsjob- og lærlingemesser i Ribe Fritidscenter den 12. oktober i tidsrummet fra klokken 9 til 12.

Messen er en opfølgning på en fritidsjobsmesse, der tidligere på året blev holdt i Esbjerg. Den var så stor en succes, at man nu også har valgt at tage virksomheder, der søger lærlinge, med i projektet.

Samtidig er fritidsjob- og lærlingemessen også en videreudvikling af den lærlingemesse, som blev holdt i Ribe sidste år, hvor der var stor opbakning fra virksomhederne, men hvor der kom meget få unge.

Samtidig var fritidsjobmessen i Esbjerg en kæmpe succes, hvor der kom virkelig mange unge – også selvom det var udenfor skoletid dengang. Derfor besluttedes det at slå de to messer sammen i Ribe denne gang

Det er alle elever i 8. og 9. klasse i Ribe og omegn – omkring 300 – der inviteres til messen, og her har de mulighed for at møde de virksomheder, der mangler unge til et fritidsjob eller som mangler unge til en læreplads. Formålet med messen er ganske enkelt at give de unge et indblik i, hvor de kan søge fritidsjob og lærlinge-pladser.

Allerede nu har virksomhederne mulighed for at melde sig til messen. At få en bod på messen er gratis, og tilmelding kan ske på: https://www.esbjerg.dk/fritidsjob-%20og%20l%C3%A6rlingemesse

Det er Fritidsjob i Esbjerg Kommune, der er en del af Jobcenter Esbjerg, som står bag messen, og som normalt arbejder for at matche kommunens unge med de mange virksomheder, der mangler fritidsjobbere og lærlinge.

SSP forebyggelse og Vejledning er også med til at arrangere denne gang. Deres Erhvervsplaymaker er en del af messen, lige som Peder Tørnqvist, som er ansat i Jobcenter Esbjergs integrationshus, også er med.

Det er ingen betingelse for tilmelding, at virksomhederne her og nu mangler fritidsjobbere eller lærlinge. Hvis de blot ønsker at få en kontakt til unge mennesker, er de også velkomne.

Til messen i april i Esbjerg kom der rigtig mange unge mennesker. Dengang var det med besøg af esbjergensiske virksomheder, og målet var dengang, at de unge gerne skulle gå derfra med et fritidsjob. Det var der også rigtig, rigtig mange der gjorde. Bagefter var der nogle virksomheder, der ikke lige pt havde ledige fritidsjob, som gerne ville være med. Derfor har man nu besluttet, at målet er at give de unge ripensere et indblik i, hvor de kan søge fritidsjob i Ribe og omegn – og så toppes det hele med lærlinge-pladser. På den måde åbner arrangørerne for at endnu flere virksomheder kan komme og være med.