Tekst Hasse Jørgensen, mandag den 17. marts 2025
Det er et kendt problem, at unge med et misbrug har problemer med at følge med i skolen. Det vil Esbjerg Kommune nu gøre noget ved.
På byrådsmødet mandag vedtog et enstemmigt byråd at oprette et nyt tilbud til unge fra 8. klasse til det 18. årmed et misbrug. Der er tale om et skoletilbud, hvor de unge ikke alene får undervisning, men hvor de også får behandling for deres misbrug.
Det er udvalgene for Borger & Arbejdsmarked og Børn & Kultur, der står bag det nye skoletilbud til både undervisningspligtige unge fra 8. klasse til 18 år med problematisk forhold til rusmidler, hvor rusmiddelbehandlingen er en del af tilbuddet. Der etableres et tilbud både for undervisningspligtige og ikke undervisningspligtige, da udfordringen med manglende tilbud er fælles for begge grupper. Formålet med dette skoletilbud er at skabe et miljø, hvor de unge kan modtage den nødvendige støtte, behandling og vejledning til at overvinde deres udfordringer samtidig med, at de fortsætter deres skolegang. Undervisningstilbuddet forankres i UngEsbjerg på en ny matrikel i et tæt samarbejde med Center for Sociale Indsatser, Familierådgivningen og Ungehuset. Skoletilbuddet er et intensivt skoleforløb med et struktureret ugeskema, der kombinerer undervisning, aktiviteter og behandling.
På byrådsmødet slog formanden for udvalget for børne og kultur, Diana Mose Olsen (S) fast, at en vedtagelse af forslaget kan få stor indflydelse på unge i kommunen:
– De unge står md store problemer med brugen af rusmidler. Vi vil skabe et miljø, hvor de unge kan få behandling og vejledning. Vi skal ruste de unge til at fortsætte en uddannelse eller komme ud i erhvervslivet. Vi håber at kunne bryde den negative spiral, som unge med misbrug oplever og ikke kan finde ud af, lød det fra Diana Mose Olsen.
Emil Pedersen (V) var enig med udvalgsformanden. Han påpegede, at i hensyn til at hjælpe de unge, går tallene i den rigtige retning: – Men for de runge, der har problemerne, betyder tallene ikke noget. Det er en god dag i dag.
Ulla Kroman Meyer (S) nævnte, at der er tale om en gruppe, der har været overset i mange år, og som har det rigtigt svært: – Det her er et rigtigt godt tilbud, og vi glæder os til at se resultatet.
Det nye tilbud vil det første år koste omkring 1,9 millioner kroner og de efterfølgende år godt 4,2 millioner kroner til etablering og aflønninger.