Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 22. august 2022

Når den store lærlinge- og fritidsjobmesse holdes i Ribe Fritidscenter, er det ikke kun 300 elever fra Ribe-skolernes 8. og 9. klasse, der er inviteret med. Ud over de 300 er også inviteret elever fra 8. og 9. klasserne fra Bramming i nord til Tønder i syd med til messen.

Lærlingemessen, som blev afholdt sidste år hos Gantech A/S i Ribe med stor lokal erhvervsopbakning smelter i år sammen med fritidsjobmesse afholdt med stor succes i Esbjerg.

Fritidsjobindsatsen i Esbjerg kommune, SSP- forebyggelse og Vejledning og Jobcenter Esbjerg, alle med forankring også i Ribe via lokale konsulenter, går sammen om at afholde én stor fælles messe i Fritidscentret i Ribe onsdag den 12.10.2022 fra klokken 9.00 til 13.00. De 300 elever fra Ribeskolernes 8. og 9. klasse har givet tilsagn om, at de deltager på messen.

– Vi havde stor lokal opbakning fra virksomhederne i Ribe sidste år på messen hos Gantech A/S. Vi kunne dog have tænkt os større tilslutning fra de unge, men tidsrummet mellem 15.00 og 18.00 var måske dårligt valgt fra vores side. Det prøver vi på at rette op på i år ved at placere messen i skoletiden, siger Peder Tørnquist, der sammen med erhvervsplaymaker Ole O. Olesen og Lars Vase fra Gantech, stod bag messen hos Gantech i efteråret.

Idéen om at lave messen om til også at omhandle fritidsjobdelen udspringer af en stor fritidsjobmesse, som Fritidsjobindsatsen i Esbjerg kommune har holdt i Esbjerg i april med stor succes med mange deltagende unge og virksomheder. Fritidsjobindsatsen har tillige aktive projekter kørende på Ansgarskolen og Vittenbergskolen i forhold til at få flere elever i fritidsjob.

– Derfor giver det mening, at afholde en fælles messe, måske fordi der til tider kan være en sammenhæng mellem det at erhverve sig et fritidsjob, som evt. kan føre til en senere læreplads, siger Pernille Madsen, projektleder på Fritidsjob i Esbjerg Kommune.”

Borgmester, Jesper Frost Rasmussen, (V) åbner messen kl. 9.00.