Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, fredag den 4. maj 2024

Teatret Drakomir har været nødt til at udskyde premieren på en meget spændende forestilling.

Det er ungdomsgruppen, der gennem flere måneder har arbejdet med stykket ”Til sidste fjer – pigebanden” med henblik på en premiere den 8. maj og med efterfølgende forestillinger den 9., 10. og 11. maj.

Det er seks seje piger med instruktør Helle Hauger i spidsen, der står bag forestillingen, men sagen er, at hovedpersonen totalt har mistet stemmen.

– Det er sket for ti dage siden, og der kommer stadig ikke en lyd ud fra hende endnu, så vi har været nødt til at aflyse. Vi vender tilbage via sms og via Ryk Ind Ribe, når vi kan fastlægge en ny premiere, siger Helle Hauger.