Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 17. februar 2026

Ribe Ju-Jutsu er godt repræsenteret på den internationale scene. Det har bl.a. givet en bronzemedalje ved et prestigefyldt stævne, og dertil kommer, at klubben sender ikke alene to kæmpere til europamesterskaberne men også en dommer og en landstræner til samme stævne.

Ribe Ju-Jutsu har haft 2 unge kæmpere til start ved et Grand Prix stævne i Genova i Italien. Nemlig Gustav Bøge Henriksen, som rykkede op fra U21 sidste år, og Victor Prien Tobiasen, der stadig er U21 kæmper.

Grand Prix er blandt de mest prestigefyldte stævner, og der er ikke alderskategorier for de yngre kæmpere. De unge kæmpere stod således generelt overfor ældre og mere rutinerede kæmpere. Flere af de mest rutinerede kæmpere har dog indstillet deres karriere efter Word Games sidste sommer og dermed var de unge kæmperes chance for en medalje forbedret lidt.

Gustav kæmpede i -85 kilo klassen og startede med at tabe første kamp mod en italiener. I opsamlingsrunden skulle han møde en af sine landsholds kammerater fra Danmark. En kæmper fra Allerød, som han besejrede. I kampen om bronze stod han over for den spanske sølvvinder ved VM 2025 og måtte se sig besejret.

Victor kæmpede i -62 kilo og sad over i første runde. I anden runde besejrede han en spansk kæmper 15-12. I semifinalen mødte han den regerende europamester og nr. 4 på verdensranglisten Calzoni fra Italien. Victor kæmpede virkeligt godt, men tabte 10-3 til den meget stærke og rutinerede kæmper. Specielt i gulvet havde Victor det svært mod italieneren.

Dermed skulle Victor kæmpe om bronze mod en kæmpe fra Rumænien. Igen lavede Victor en god indsats og vandt kampen og dermed bronzen.

Træningskammeraten Lærke Jæger fra Bramming vandt ligeledes bronze. De to lokale og unge kæmpere stod for de eneste danske medaljer ved stævnet.

Om cirka en måned rejser de 3 kæmpere til Europamesterskaberne på Kreta i Grækenland sammen med resten af det danske landshold. I spidsen for det danske landshold er den nye landsholdstræner Jeppe Tellund, der stoppede sin aktive karriere efter VM i november 2025. Jeppe er ligeledes fra den lokale klub i Ribe.

Og Camilla Prien Tobiasen, der også kommer fra Ribe, er udtaget som dommer til EM.