Tekst Hasse Jørgensen, søndag den 19. maj 2019

Søndag sidst på dagen sænkede roen sig atter over Ribe efter en særdeles vellykket tulipanfest, der på alle måder var en succes.

Politimæssigt er byfesten også forløbet relativt stille og roligt, selv om der dog har været nogle episoder. En ung mand blev således natten til søndag slået ned i den indre by angiveligt af nogle andre unge. Den unge mand blev så vidt vides anmodet om at indgive en officiel anmeldelse til politiet mandag.

Lørdag formiddag kørte en mand galt på Kærbølvej, hvor hans bil kørte gennem en hæk og ind i en anden bil. Manden blev kørt til observation på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Lørdag lige ved spisetid kørte en mindre blå bil over jernbaneoverskæringen ved Haderslevvej. Bilen knækkede den ene bom, der var gået ned for at spætte for landevejstrafikken, så et tog kunne passere. Men føreren af bilen fortsatte ufortrødent sin kørsel. Det resulterede i, at lokomotivføreren på toget måtte foretage en katastrofeopbremsning. Heldigvis kom ingen noget til.

Bilen beskrives som enten en Skoda Citigo eller en VW Up.

Lørdag sidst på aftenen mente en midaldrende mand åbenbart, at det var blevet sommer. Han generede en del mennesker i den indre by og smed al tøjet. Da politiet kom til, var han meget aggressiv og påvirket, så manden blev anholdt og fik lov at hvile ud i detentionen. Han er sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.