Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto Keld Navntoft, fredag den 14. april 2023
Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) gæster på mandag Ribe, hvor han et par timer sidst på formiddagen skal besøge Vittenbergskolen Vadehav.
Anledningen til besøget er det frikommuneforsøg, Esbjerg Kommune er med i. Det betyder, at kommunen selv og ikke mindst skolevæsenet kan tilrettelægge skoledagen efter egne ønsker og behov, og det er arbejdet med og udviklingen af det forsøg, Mattias Tesfaye gerne vil høre nærmere om.
I Esbjerg Kommune har ordningen fået fællestitlen ”Fremtidens Skole”.
Ministeren kommer til Ribe midt på formiddagen og bliver til omkring middagstid. Han skal under opholdet på en rundtur på skolen og tale med både lærere og elever på Vittenbergskolen Vadehav for at få mere at vide om ”Fremtidens skole”.
Med under besøget på Vittenbergskolen Vadehav er også folketingsmedlemmerne Anders Kronborg (S) og Anni Mathiasen (V).