Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, lørdag den 24. oktober
Den tragiske ulykke uden for Assens, der kostede 64-årige Inge Hoppe livet sammen med hendes to familiemedlemmer, svigerinden Anne Marie Hjort, 63 år, og dennes 37-årige søn, Mads Hoppe, bliver nu temaet for en TV-udsendelse.
Det er TV2, der planlægger udsendelsen, hvor de ifølge Inge Hoppes enkemand, revisor Per Sleiman, Ribe, vil interviewe de efterladte familiemedlemmer.
Ulykken, der skete den 28. juni på Assensvej uden for Bogense, gav anledning til meget medieomtale, da den 26-årige bilist, der forårsagende ulykken, kørte med ikke under 154 kilometer i timen, da han kørte bag op i bilen med de tre dræbte.
Mads Hoppe var ansat hos tidligere statsminister og generalsekretær i NATO, Anders Fogh Rasmussen, som dennes højre hånd. Fogh Rasmussen plæderede – ligesom flere familiemedlemmer til de dræbte – i pressen for hårdere straffe til vanvidsbilister.
Per Sleiman fortæller, at TV2 kommer til Ribe for at lave interview med ham og nogle af hans børn, ligesom Anne Marie Hjort og Mads Hoppes familiemedlemmer bliver interviewet til udsendelsen, der bl.a. kommer til at handle om det at miste så mange nære familiemedlemmer på en gang og straffe til vanvidsbilister.
Udsendelsen er programsat til den 23. november på TV2.
Den 26-årige mand blev i retten i Odense idømt tre års fængsel og frakendt kørekortet i ti år for uagtsomt manddrab, vanvidskørsel og kørsel i spirituspåvirket tilstand. Retten fandt det godtgjort, at han var påvirket. Den 26-årige havde ved anholdelsen flere timer efter ulykken en promille på 0,44. Han stak af fra ulykken, og påstod efter anholdelsen, at han havde drukket stærkt spiritus efter kørslen. Retten fandt via en videooptagelse på et værtshus umiddelbart før den skæbnesvangre køretur det bevist, at den 26-årige havde fået så meget at drikke på værtshuset, at han var påvirket under kørslen.









































































