Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 14. august 2022

Sikkerheden er i højsædet, når Ull’s unger hver onsdag sidst på eftermiddagen mødes for at skyde med bue og pil.

Det sker på bueskydningsbanen på Vikingecenteret, og Ull’s unger er en ungdomsafdelingen til Ribe Vikinge Langbue Laug, der er en bueskytteforening med hjemsted på vikingecenteret, og som udelukkende skyder med træbuer og træpile.

Navnet Ull’s unger referer til, at Ull var vikingernes gud for bueskydning.

Indtil nu tæller Ull’s unger fem til seks medlemmer, og de ansvarlige og instruktører for børnene, Birgit Nissen og Dan Høj forsikrer, at de meget gerne ser flere melde sig til denne aktivitet, der går ud på at lære at skyde med bue og pil, lære at lave egne pile og i øvrigt have det sjovt og hyggeligt.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Men vi læger også vægt på, at der er en ansvarlig voksen med børnene, for det er en farlig sport, hvis man ikke overholder sikkerhedsreglerne. Det kan ikke nytte, at man i glæde over egne resultater styrter ind på banen, mens der skydes. Vi er her for at lære børnene at skyde med bue og pil og ikke for at være barnepiger for dem, siger Dan Høj.

Og en af de fædre, der er med på banen, er Kasper Breinholt, mens den 9-årige datter Karoline sender pilene mod mål.

Kasper Breinholt fortæller, at det er meget nyt, at hele familien Breinholt er begyndt med bueskydning og i øvrigt vikingetilværelsen.

– Karoline har skudt med bue og pil et par måneder. Hun har altid været vild med vikingecenteret, og det hele er egentligt kommet ud af det blå. Nu er det blevet en familieaktivitet, og der er faktisk ikke meget her i området, som man kan dyrke samlet som en familie, fortæller Kasper Breinholt, der er gift med Louise Breinholt og parret har ud over Karoline også lillesøster Marie, der også er med som viking.

Langbuer af et stykke træ

Skydning med bue og pil adskiller sig fra moderne bueskydning ved, at der ikke er hjælpemidler på buerne.

Hvor moderne bueskytter har både sigtemidler og andre hjælpemidler, er langbuerne lavet i et stykke træ uden noget andet.

– Og vi er strikse med at godkende buerne. De skal være lavet af et stykke træ, og vi kasserer ofte en bue, fortæller Dan Høj

Åbent DM i langbueskydning

Denne lørdag, hvor Ryk Ind Ribe gæster Ull’s unger, er Ribe Vikinge Langbue Laug arrangør af det åbne danske mesterskab i langbueskydning.

Det vil sige, at syv børn, en junior og 31 voksne fordelt på syv kvinder og 24 mænd fra Danmark, Holland og Tyskland kæmper om titlen dansk mester.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nikolaj på banen

Mens børnene skyder på banen i Ringborgen på vikingecenteret, har de voksne dels baner i Ringborgen og dels på Midgårdsormen i Lustrup.

De høje varmegrader med over 30 grader indenfor voldene i Ringborgen har gjort, at man specielt for børnene har måttet drosle ned på aktiviteterne.

– Vi har nedlagt to af børnenes baner, og i stedet har vi brugt den indvundne tid til at gå ned i den nærliggende bæk for at køle af. Disse bækture er virkeligt populære, fortæller Dan Høj.

Og det er tydeligt, at børnene holder af disse afsvalende ture i bækken. Ikke så snart er der dømt bæktur, før børnene er på vej til det friske og kølende vand.

Det var i øvrigt første gang, Nikolaj og Karoline var med i turneringen, og de klarede sig flot med en koncentreret indsats, der rakte til henholdsvis en 5. og en 7. plads.

En svalende tur i bækken gør godt på en overophedet sommer lørdag.