Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 1. april 2022
Det er en kendt Ribe-pige, Ulla Hollændere, der skal stå for den daglige drift af den nye og spændende butik, Janne K, der først i næste uge åbner i de lokaler på Overdammen, hvor Maren Spliid tidligere havde til huse.
I øjeblikket er indehaverne, Janne og Flemming Krath, sammen med Ulla Hollænder i fuld gang med at pakke varer ud og indrette den nye butik, der ud over tøj designet af Janne Krath også kommer til at rumme mange andre ting som brugskunst, tasker, sko og i øvrigt, hvad der er sjovt.
– Det er sådan, at når vi på vores rejser finder nogle sjove ting, køber vi dem og sælger dem i vores forretninger som f.eks. en bænk udformet som en hund. Meningen var, at den skulle bruges til dekoration, men vi har solgt flere end 50 af dem, fortæller Flemming Krath.
Ulla Hollænder fortæller, at hun har fået frie tøjler til at drive forretningen.
– Jeg har fået at vide, at hvis jeg vil lave nogle events, så gør jeg det bare, og hvis jeg finder på at holde åben om aftenen, gør jeg det bare.
Hun fortæller, at det tøj, der forhandles i butikken, er designet af Janne Krath, og der er tøj til alle.
– Der er meget i hør, fordi det er dejligt at gå i, og man kan ånde i det, men der er også ting i bomuld og viskose. Og så er det tøj i nogle meget flotte og glade farver.
Ulla Hollænder var i 23 år ansat som leder af museumsbutikken på museet Ribes Vikinger, men her faldt hun for en sparerunde.
– Men der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget. Nu fik jeg chancen for det her spændende job, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang, ligesom jeg glæder mig til at arbejde i gågaden, hvor tingene sker, siger Ulla Hollænder.
Hun er uddannet i Radio Holms afdeling for brugskunst i Esbjerg, og det at arbejde med tøj, er ikke helt uvant for hende.
– Jeg var ansat i Høkerhandlen, hvor der også var tøj, jeg har arbejdet i en forretning med børnetøj, og jeg har selv haft en børnetøjsforretning, så jeg kender til det, lyder det fra Ulla.










































































