Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto, mandag den 20. januar

Den meget omtalte helhedsplan for området ved Kammerslusen blev mandag aften af et enigt byråd sendt ud i en offentlig høring. I otte uger har alle nu mulighed for at kommentere den plan, som skal sikre en videre udvikling af det attraktive område omkring Kammerslusen.

Udviklingen kan ske på mange forskellige måder, og i planen, der tidligere har været omtalt i Ryk Ind Ribe,  er bl.a. omtalt yderligere formidling, muligheder for overnatning i shelters og lignende, bedre parkeringsforhold, og bedre forhold for autocampere.

Formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (S) slog fast, at der er tale om en samlet udviklingsplan og at området har potentiale til langt mere end det, der udnyttes i dag.

Han sagde også, at planen er koordineret med aktørerne i området, og selv om der er tale om en helhedsplan, kan de enkelte projekter godt gennemføres enkeltvis, når der er økonomi til det.

Anders Rohr Jørgensen (V) hæftede sig specielt ved, at der er mulighed for at lave et slæbested ved Kammerslusen. Et slæbested, han gik varmt ind for.

– Det slæbested, der er i Ribe, ejes af sejlklubben, og ved at lave et slæbested ved Kammerslusen slipper vi for trailere med både ind gennem byen, fastslog Anders Rohr Jørgensen.

Han pegede også på, at der mangler kajplads til rutebåde ved Kammerslusen og pegede i den forbindelse på, at en rute mellem Sønderho og Kammerslusen er på vej.

Han anbefalede derfor, at kommunen fik nogle anløbspladser, som kommunen kan administrere.

Med de bemærkninger blev planen sendt i offentlig høring.