Tekst Hasse Jørgensen, fredag den 3. juli

Spørgsmålet om kanosejlads på Ribe Å fra Kammerslusen til Ribe og omvendt, vil blive taget op på det førstkommende møde i byrådets udvalg for teknik og byggeri. Det lover formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (V).

Spørgsmålet er – som beskrevet andet sted på siden – blevet aktuelt efter forpagterne af restauration Kammerslusen, Tinne Rieck og Niels Toft, har søgt om tilladelse til at leje otte kanoer ud. Meningen er, at der skal være mulighed for at sejle fra Kammerslusen til Ribe eller omvendt.

Det viser sig dog, at et gammelt regulativ sætter en stopper for det. Ifølge regulativet er der kun 15 tilladelser til sejlads med kanoer i å-systemet i det gamle Ribe Amt, og de er alle optaget, selv om der rent faktisk ikke finder meget sejlads sted. Sagen er, at hvis én udlejer søger om tilladelse til at sejle i tre vandløb og kun sætter en kano ud i hvert vandløb, gælder det for tre tilladelser. Og så er de 15 hurtig brugt op.

– Jeg må erkende, at jeg intet kendte til sagen og til regulativet, før jeg læste om det i Ryk Ind Ribe, siger formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen.

– Det viser sig, at regulativet er en aftale indgået mellem de gamle amter, og derfor kan vi ikke uden videre lave det om. Men jeg vil rejse sagen på det førstkommende udvalgsmøde lige efter sommerferien med henblik på at se, om der er en måde, vi kan optimere sejladsen på åen på.

– Jeg beder forvaltningen om at få skruet op for kanosejladsen, og for mig at se, er sejlads med kano ikke så kritisk for fiskeliv og fauna, som sejlads med motorbåde er, siger Søren Heide Lambertsen.