Tekst og foto Hasse Jørgensen, onsdag den 20. marts.

Med al respekt og uden at fornærme nogen, må det siges, at byrådets udvalg for kultur og fritid kom ud i en rigtig gang byggerod tirsdag eftermiddag.

Udvalgets møde var henlagt til Det Gamle Rådhus i Ribe, og det var ikke her, der var rodet. Udvalget var også på besøg på Sydvestjyske Museers projekt i Quedens Gård, hvor man som bekendt er i gang med at indrette et heksemuseum og et museum for Jacob A. Riis. Og bygningskomplekset er flere steder præget af den store ombygning og restaurering, der er i gang.

Her blev selskabet vist rundt af direktør for Sydvestjyske Museer, Flemming Just, der fortalte om projektet.,

– At udvalgsmødet var lagt i Ribe er et led i den beslutning, vi har taget om at være ude og se de steder og tale med de mennesker, vi har med at gøre. Det handler om at lære, siger formanden for udvalget, May-Britt Andrea Andersen (K).

– Besøget på museet var super spændende. Nu kender jeg jo til det og har set det flere gange som medlem af museets bestyrelse, men alene fra jeg besøgte stedet sidst til nu, er der sket rigtig meget. Det er spændende at se, hvordan det udvikler sig.

– Jeg glæder mig helt vildt, til det bliver færdigt. Det er en del af Ribes historie, en del af Ribes identitet, vi er med til at løfte, og som udvalgsformand kan jeg kun være stolt over det. Det er givtigt for hele kommunen, siger May-Britt Andrea Andersen.