Tekst og foto Hasse Jørgensen. Lørdag den 17. nov.
En sti fra Langesøen og op til det offentlige stisystem ved rundkørslen på Haderslevvej er ikke lige frem det, der står øverst på ønskesedlen for indehaverne af Storkesøen.
Det er byrådets udvalg for teknik og byggeri, der kommer med forslaget i forbindelse med, at udvalget har behandlet en henvendelse fra Storkesøen om at få lys på Haulundvej. Den henvendelse blev viderebragt af Karen Sandrini (S) og Anders Rohr Jørgensen (V). Men udvalget vendte tommelfingeren ned til ønsket.
Det skyldes, at området ligger udenfor byzonen, og at det ikke er sædvane at opsætte belysning i landområderne, selv om der tidligere har været lys på Haulundvej. Den blev fjernet for en halv snes år siden.
Samtidig peger udvalget på, at en cykelsti langs Haulundvej indgår i planerne for cykelstier i kommunen, men at ønsket her ikke er mere presserende, end andre steder.
En cykelsti skal løbe på vestsiden af Haulundvej, og det giver nogle praktiske problemer med de mange overkørsler ind til kolonihaverne samt en nødvendig rørlægning af den grøft, der løber mellem vejen og haverne. Stien er budgetteret til at koste 2,3 millioner kroner, hedder det i udvalgets dagsorden.
Den ene af Storkesøens indehavere, Lise Agger, siger, at de ikke er begejstrede for tanken om en sti fra Langesøen og ind til det offentlige stisystem.
– Den nordlige del af søen og dermed stiens indgang til området ligger langt fra hovedbygningen, og det betyder, at alle vil kunne gå den vej ind og fiske. I givet fald skal vi have lavet et bomanlæg eller lignende, så det er bestemt ikke vores primære ønske, men det er da med i vores overvejelser.
– Lys på Haulundvej er et udtalt ønske fra vores campister, som siger, at der ikke er langt at gå fra Storkesøen og de 1,2 kilometer ind til domkirken. Men selv om der kun må køres 60 kilometer i timen på Haulundvej, og gennemsnitshastigheden er målt til 54 kilometer i timen, er der altså nogen, der kører stærkt på strækningen, og vi håber bestemt ikke, der sker en ulykke, siger Lise Agger, der føjer til:
-Kunne vores gæster bare færdes sikkert ind til byen. F.eks. på en lille gangsti, der løber ved siden af grøften forsynet med lidt stabilgrus.
Storkesøen har sidste år haft 20.000 overnattende gæster og 70.000 besøgende, så det er en af Ribes store attraktioner.










































































