Tekst og foto Hasse Jørgensen, fredag den 4. jan.

Der kommer ikke gadelys op på Haulundvej som ønsket af indehaverne af Storkesøen og beboere langs vejen.

Byrådets udvalg for teknik og byggeri fastholder den tidligere beslutning om at undlade reetableringen af gadelys på vejen.

– Vi fastholder den tidligere beslutning, og det skyldes et ønske om et lighedsprincip for borgerne. Der er mange andre vejstrækninger, hvor der også ønskes lys op, og vi kan ikke se, at Haulundvej adskiller sig fra nogle af disse strækninger. Skal vi sætte lys op på Haulundvej, skal vi rundt til en lang række andre vejstrækninger også, siger formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (S).

– Udfordringen er bl.a., at Haulundvej ligger udenfor bymæssig bebyggelse, og den adskiller sig ikke fra mange andre veje, hvor der også ønskes lys.

Det gør ikke indtryk, at der ligger en stor turistattraktion, Storkesøen, ved vejen?

– Vi har tilbudt Storkesøen, at de må lave en sti fra anlægget og til den dobbeltrettede cykelsti ved Haderslevvej, der fører ind til Ribe By, men den løsning har man ikke været interesseret i. Vi synes selv, det kunne være en god løsning, siger Søren Heide Lambertsen.