Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, tirsdag den 16. juni
Der er ikke meget nyt omkring besøgssituationen på kommunens plejecentre, men til gengæld forsøger byrådets udvalg for sundhed og omsorg nu at få åbnet for nogle fællesarealer, så borgere, der ikke bor på plejecentrene, men som kommer f.eks. til motion eller andre aktiviteter, kan komme i gang igen.
Udvalget har netop bedt forvaltningen skrive til Styrelsen for Patientsikkerhed for at høre, om det ikke er muligt at lukke nogle fællesarealer op. Og desuden har udvalget bedt forvaltningen om at lave en procedure for test af beboere, personale og pårørende på plejecentrene, så man mere nøjagtigt kan følge smittefaren.
Det fortæller formanden for udvalget, Olfert Krog (DF) efter udvalgets sidste møde.
– Med hensyn til besøg, er der ikke meget nyt. Det sidste fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der er sendt ud den 11. juni siger, at besøg alt overvejende skal foregå på udearealer. På arealer inden døre må der ikke være besøg, medmindre besøget er i en kritisk situation, eller besøget ikke kan foregå udendørs. I sådanne tilfælde skal der udpeges en eller to pårørende, som må være besøgende. Det er op til den stedlige leder at afgøre, om der er tale om en kritisk situation, fortæller Olfert Krog.
Han fortæller videre, at udvalget har bedt forvaltningen om at henvende sig til Styrelsen for Patientsikkerhed for at få undersøgt, om der kan åbnes for nogle fælles arealer, så der kan sættes fælles aktiviteter i gang.
– Selvfølgelig skal de fælles arealer være afskærmet fra plejecentrenes beboere, så beboerne ikke udsættes for fare, men der er mange mennesker, der trænger til at komme ud og motionere, og der er også noget socialt i det, siger Olfert Krog, der med hensyn til test af beboere, personale og pårørende siger, at man fra udvalgets side gerne vil kunne følge smittefaren meget nøje og dæmme op, hvis der kommer et udbrud.









































































