Tekst Hasse Jørgensen, illustration Esbjerg Kommune, tirsdag den 20. april

Opførelsen af de tre planlagte bygninger med lejligheder på den gamle apotekergrund i Tvedgade nærmer sig en realisering.

Byrådets udvalg for plan og miljø har netop godkendt planerne og sendt dem i en fire ugers høring. Det betyder, at hvis der ikke kommer væsentlige indsigelser mod planerne, kan de gennemføres.

Det gamle apotek er revet ned, og her skal de tre ejendomme opføres, mens den gamle lægekonsultation, der lå bag apoteket, skal indrettes til en lejlighed som et parcelhus. Det er entreprenør Michael Nørgaard, der står bag projektet.

Formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S) hilser nybyggeriet velkomment.

– Det er en fantastisk mulighed, bygherren har set her, og det er til gavn for byen. Der er mangel på lejligheder, og opførelsen af byggeriet passer rigtig godt med, at der kommer nye arbejdspladser til færdselsstyrelsen.

– Det er også lækkert, at der er tænkt grønne områder ind mellem bygningerne, og i øvrigt er der rigtige gode detaljer i projektet, ligesom der bliver parkeringskælder, siger Karen Sandrini der også peger på, at der er taget hensyn til 100 års hændelser i form af oversvømmelser.

– Der er føjet nogle restriktioner ind omkring boligernes beliggenhed i en vis kvote, ligesom der skal være nedsivningsanlæg rundt om byggeriet. Det er noget, vi fremover skal indarbejde i planlægningen i tilfælde af, at det værst tænkelige skulle ske, siger udvalgsformanden.