Tekst og foto: Hans Jørgensen, tirsdag den 29. maj

Byrådsmedlem May-Britt Andrea Andersen (K) vil nu have alt det scene-, lys- og lydudstyr, som ligger i den gamle remise i Ribe, registreret, så foreningerne fortsat kan få gavn af det ved at leje det til arrangementer.

Rykindribe.dk har påvist, at der ligger utroligt meget udstyr i remisen, som ingen ved, hvad der skal ske med, når remisen bliver solgt.

– Vi har naturligvis drøftet dette forhold i forbindelse med udbuddet af remisen, og det første, vi skal have klaret, er at finde en ny lokation til udstyret.

– Dernæst vil jeg bede forvaltningen få registreret, hvor meget der er, så vores foreninger fortsat kan få gavn og fornøjelse af det, siger May-Britt Andrea Andersen.

Som tidligere beskrevet er udstyret noget, der i sin tid er samlet af Kulturelt Samråd, men efter kommunesammenlægning er Kulturelt Samråd mere eller mindre blevet opløst. Kulturelt Samråd var en paraplyorganisation for de kulturelle foreninger i den gamle Ribe Kommune, og ikke mindst lederen af musikskolen i Ribe, Allan Hansen, var primus motor bag opbygningen af dette komplette sceneudstyr.

Efter kommunesammenlægningen mente man i den daværende administration i Esbjerg Kommune, at der ikke var behov for en organisation som Kulturelt Samråd.

Spørgsmålet i dag er, hvem der har ejerskabet til udstyret. Det kunne nok blive genstand for en juridisk vurdering.