Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, lørdag den 25. januar 2025
Foråret nærmer sig på kalenderen, selv om meteorologerne åbenbart endnu ikke er færdige med at love os sne.
Men hvorom al ting er, når det bliver forår skal Sønderports bænke igen ud på deres vante pladser. Som bekendt har bænkene været i vinterhi og er blevet frisket op med maling, hvor det var tiltrængt.
Egentligt er planen, at bænkene skal sættes ud den sidste lørdag i februar, og det ville i år sige den 22. Men af praktiske årsager og af hensyn til Hotel Ribes Kalender, er udsætningen af bænkene flyttet til lørdag den 1. narts.
Som vanligt møder medlemmerne af Bænkebiderne ved Sønderport klokken 12, hvor bænkene ankommer, og når de er sat på plads, går deltagerne med musik i spidsen til Hotel Ribe, hvor der traditionen tro serveres stegt flæsk.
Husk tilmelding til arrangementet til Hotel Ribe på telefon 75420466 senest tirsdag den 25. februar.