Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 31. marts 2026

– Det handler om at blive ved og holde ud. Så kan man mere, end man selv tror.

Ordene kommer fra Pia Bennedsen Prahl, Øster Vedsted. Og er der nogen, der ved noget om handicap kombineret med idræt, er det Pia.

For 20 år siden fik Pia sklerose. De sidste to år har hun kæmpet for at blive klassificeret som para-idrætsudøver indenfor Taekwondo, og for få dage siden vendte hun hjem fra et stort stævne i Tyrkiet for para atleter. Pia havde en guldmedalje med sig hjem fra stævnet med navnet Tyrkisk Åben. 120 deltagere fra mange forskellige nationer dystede i den del af turneringen, Pia deltog i.

– Man kan stille op i to hovedgrupper: de, der dyrker kampdelen og de, der dyrker den tekniske side, og jeg er i sidstnævnte gruppe. Her bliver vi igen inddelt i grupper alt efter graden af vores handicap. Jeg kom i mild-gruppen, hvor jeg slog både verdensranglistens nr. 1 og 3 og fik guldet med hjem. Det havde jeg ikke troet, da det kun er to år siden jeg begyndte at arbejde på at blive klassificeret.

– Umiddelbart ser du jo ikke ud til at lide af nogen sygdom?

– Nej og i dag har jeg det godt bortset fra, at min venstre side af kroppen ikke reagerer lige som den højre, jeg har problemer med balancen, og jeg bliver meget hurtigt meget træt. Når man har vrøvl med balancen, drejer det sig om at have nogle stole centralt placeret, så man hurtigt kan sætte sig ned.

– Men jeg har prøvet det hele. Jeg har været blind, jeg har ikke kunnet løfte mine arme og jeg havde i nogle år nogle meget voldsomme angreb af sygdommen, fortæller Pia, der arbejder som fysioterapeut i Ribe.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Men hvorfor så dyrke Taekwondo?

– Man holder sig i gang. Det er vigtigt. Så er der også det sociale. Man møder mange, dejlige mennesker rundt om ved stævner. Min mand, Anders Bennedsen, dyrker det også, og det er rart at have en fælles interesse.

– Jeg vil også gerne fortælle andre med et eller andet handicap, og man sagtens kan lave ting, som man ikke selv tror. Ved stævnet i Tyrkiet var der deltagere med downs syndrom, der var deltagere med ADHD og mange andre diagnoser, men de kunne alle være med. Og kan jeg være med til at få handicappede til at dyrke en idræt, så vil jeg meget gerne.

– I Ribe har vi en klub, der til september bliver 50 år, og her er også begyndt at komme handicappede, og det er fantastisk, lyder det fra Pia Bennedsen Prahl, der også fortæller, at i Danmark er man ikke gode til at tænke på folk med handicaps.

– Her i landet har vi trapper til næsten alt, og det er svært for mennesker i kørestol. I udlandet er man langt længere fremme. Er du handicappet i Spanien, sidder i kørestol og skal ind på en restauration, kommer en tjener og bærer dig ind, hvis det er den eneste mulighed.

Pia Bennedsen Prahl måtte selv betale for turen til Tyrkiet for sig selv og en coach, Windy Nielsen, for paraidræt indenfor den sportsgren er ikke accepteret officielt i Danmark.

– Jeg er utrolig glad for den støtte jeg har fået både af min coach, fra mine træningspartnere og min mand og børn, siger Pia.