Tekst: Johnny Tauman   Foto: Henning Julius
27. juli 2023

– Der er noget underligt i det lysregulerede kryds ved banegården i Ribe, siger Henning Julius til RYK IND og fortsætter: – Der er opsat to lyssignaler ved cykelstien, vel af hensyn til højre svingende mod Tangevej og ligeud kørende ad Rosen Allé.
Når bommene går ned for tog, får bilisterne grøn pil for ligeud kørsel ad Rosen Allé, mens begge lyssignaler ved cykelstien forbliver i rød?
– Jeg har talt med flere, når vi holder på stedet, som undrer sig over dette, og nogle vælger at ignorere det røde lys, og cykler op på fortovet for at passerer de holdende.

Svar fra Park & Mobilitet

RYK IND RIBE har forelagt problematikken for ingeniør Morten Lund Andersen i afdelingen Park & Mobilitet, som står for trafikspørgsmål i Esbjerg Kommune.
Morten har sendt følgende forklaring:
Udformningen er grundet vejreglerne, der beskriver at der skal være 2 signaler i hver tilfart.
De 2 signaler ved stoplinjen er ikke unormalt, hvis man ikke på en hensigtsmæssig måde, kan placere et signal ved udfarten.
Da der ved udfarten ikke er egnede master til at placere et signal på og da der ikke er nogle venstresvingende cyklister foran stopstregen, undværes derfor signalet ved udfarten.
For at overholde vejreglerne, er der derfor placeret 2 signaler ved stopstregen.