Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, mandag den 19. juni 2023
Et tysk ægtepar blev under kørsel på Låningsvejen fra Mandø mod Ribe mandag eftermiddag nervøse for at fortsætte kørslen, og det resulterede i, at Sydvestjysk Brandvæsen blev tilkaldt for at assistere det tyske par.
Indsatsleder Jan Christiansen fortæller, at en båd blev sat i vandet og sejlede ud til det tyske par.
Men vandstanden var lav, og der var ingen fare for de to personer i bilen, så de valgte at blive siddende i bilen, til vandet var faldet så meget, at de kunne se vejen igen.
Ægteparret havde stoppet kørslen, da vandet skyllede ind over Låningsvejen og de ikke kunne se vejen mere. Jan Christiansen fortæller, at vandet kun lige stod lidt op af hjulene og at der hverken var fare for personer eller bil.