Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 12. oktober
At Ribe Big Band er både kendt og populært er en kendt sag, og for et tysk ægtepar fra Ribes tyske venskabsby Ratzeburg er bandet så populært, at de gerne tager køreturen på 526 kilometer frem og tilbage for at overvære en koncert med Ribe Big Band.
Netop derfor var Conni Hoffum og Andreas Brandt at finde på tilhørerpladserne, da Ribe Bykernes Beboerforening havde arrangeret den forsinkede sommerkoncert med bandet i den gamle Ribehal.
Parret tog køreturen til Ribe, hørte koncert, tog en overnatning, og mandag gik turen hjem igen.
Andreas Brandt fortæller, at han i sit arbejde har meget med venskabsbysamarbejdet at gøre, og at han og fruen er i Ribe fire til fem gange hvert år.
– Vi holder virkeligt meget af Ribe. Jeg er selv med til at lave mange af de arrangementer, der handler om samarbejdet mellem de to byer, og vi skulle have været til sommerkoncerten, men den blev jo aflyst. Så derfor er vi her nu, fortalte Andreas Brandt i en pause under koncerten.









































































