Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 27. februar

Eksploderende høns og barslagsmål!

Blandt andet det kan man opleve i den tyrkiske film ‘Sommerfuglene’ , som er et hjertevarmt, sort komediedrama om familie, fortid og forsoning. Den vises i Ribe Filmklub onsdag den 11. marts kl. 19 i Fællessalen på seminarieHuset med gratis adgang for alle.

De tre søskende, Cemal, Kenan og Suzi, er gledet fra hinanden, efter de flyttede væk fra deres hjemby Hasanlar.

Da den ældste af de tre, Cemal, modtager et uventet opkald fra deres far, må de vende hjem efter i mange år at have været spredt for alle vinde uden kontakt med hinanden. Nu er det op til Cemal at genforene familien ved at overbevise sin søster og bror om at komme tilbage til det sted og den fortid, de har arbejdet så hårdt på at glemme.

De tre søskende indser snart, at det ikke er helt let at skulle forholde sig til fortiden såvel som hinandens særheder.

Filmen fik Grand Jury Prisen ved Sundance Film Festival 2018.

Ribe Filmklub er resultatet af et samarbejde mellem Biografforeningen Dagmar og Ribe Bibliotek.