Tekst og foto Hasse Jørgensen, søndag den 21. december 2025

Tusindvis af mennesker og et flot optog samt de mange åbne butikker og hyttebyen på Torvet skabte en særdeles festlig ramme om den sidste søndag før årets store højtid.

Det traditionelle juleoptog bestod af tre gode orkestre: dels Ribe Politikorps, dels Varde Garden og Vejen Garden, og de tre musikkorps skabte en fornøjelig ramme om selve optoget, der gik fra p-pladsen ved Føtex til domkirken og retur. Under vejs havde de mange mennesker taget opstilling for at nyde det flotte syn af optoget og det smukke syn af julebyen Ribe.

Ribes butikker er fortsat klare til at tage mod handlende lige op til jul, og på Torvet lukker hyttebyen først lille juleaften.