Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, tirsdag den 11. april 2023

Turistkontoret i Ribe skal flyttes fra det gamle rådhus, men hvor den nye lokalitet for turistkontoret bliver, er i skrivende stund uvist.

Direktør i destination Vadehavet, der driver turistkontoret, fortæller, at man hen over vinteren har kigget på fire til fem mulige lokationer.

Hans Peter Folmann fortæller videre, at årsagen til flytningen er, at placeringen af turistkontoret i det gamle rådhus ikke fungerer.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Hans Peter Folmann

Turistkontoret blev i sin tid flyttet fra Torvet til rådhuset ikke mindst for at spare husleje.

– Men på det gamle rådhus er der ofte bryllupper, der gør, at vi må lukke turistkontoret. Dertil kom, at vi ikke kunne lave den ”selvbetjeningsbutik”, som vi gerne vil, og derfor har vi ledt efter en ny placering.

Rygterne går jo hurtigt i byen. Det forlyder I skal ind i Den gamle Tolbod. Er det rigtigt?

– Det er et af de steder, vi har kigget på, men jeg regner med, at vi sidst på ugen kan melde mere konkret ud, siger Hans Peter Folmann.

Økonomien i Destination Vadehavet er forbedret bl.a. på grund af ekstra tilskud fra kommunen, større opbakning fra partnere og samarbejdspartnere i besparelser i lønudgifter og huslejer. Det betyder, at målsætningen om en egenkapital på et par millioner kroner snart kan opfyldes. En egenkapital er en nødvendighed for at kunne igangsætte nye tiltag, der kan styrke turismen i området yderligere.