Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, tirsdag den 8. juli 2025
Nye oplevelsesture med gæsternes aktive medvirken fremmer deres engagement i naturbeskyttelse. Det er læren fra de første tests og kampagner i VaBene-projektet.
VaBene, der er et Interreg-projekt i det dansk-tyske vadehavsområde med Nationalpark Vadehavet som leadpartner, har et klart mål om at gøre turister til aktive medskabere af naturbeskyttelse. Derfor udvikler vi sammen med lokale aktører nye naturoplevelsesformater, som tilbyder gæsterne enkle, men effektive måder at engagere sig i miljøet og biodiversiteten på. I løbet af 2025 og 2026 skal der udvikles og testes mindst 12 innovative tilbud.
Et af de nye tilbud er baseret på en velkendt tur, hvor Club Fanø tager sine gæster med på sæltur ved Sønderho. På test-turen fik gæsterne sig ikke kun en stor naturoplevelse, for udover at se masser af de store havpattedyr, kunne de 11 deltagende børn bagefter fremvise et diplom og et badge. Det dokumenterer, at de nu er uddannet som ’sælhjælpere’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Med sådan en badges er man sælhjælper
Sælhjælperturen er udviklet på en workshop tidligere på året, og ideen med denne nye form for natur-tur er, at man som deltager ikke blot er en gæst, som nyder godt af naturen. Man gør samtidig noget aktivt til gavn for naturen. Sælhjælperturen blev derfor afsluttet med et undervisningsmodul, hvor børnene blandt andet lærte, hvordan de skal forholde sig, hvis de møder en forladt sælunge – en såkaldt hyler – på stranden. Som uddannede ’sælhjælpere’ får de til opgave at fortælle deres nye viden til alle, de møder. På den måde hjælper de naturen.
– Test-turen var så vellykket, at Club Fanø nu har gjort den til et fast tilbud til gæsterne, og vi satser på, at andre aktører på begge sider af grænsen vil lade sig inspirere til at indføre lignende ture, fortæller udviklingskonsulent Søren Christensen fra Nationalpark Vadehavet.
Han tilføjer, at der i løbet af sommeren også skal testes forskellige versioner af ture med indsamling af affald og ture, hvor deltagerne er med til at skabe lysåben natur og bekæmpe invasive arter. Alt sammen for derved at gavne dyrelivet og biodiversiteten.
Effektiv affalds-kampagne
Syd for grænsen har en anden deltager i VaBene-projektet, turistorganisationen Nordsee-Tourismus-Service GmbH, sammen med en række partnere inden for naturformidling og -beskyttelse gang i en ganske effektiv kampagne. Den hedder ’Nimm drei – sei dabei!’ (Tag tre med – Ren Strand), og ideen er enkel: Hver gang du besøger stranden, skal du samle tre ting op, som ikke hører hjemme i naturen, og bortskaffe dem korrekt. Målet er, at feriegæsterne får en bevidst tilgang til naturen og at kombinere eksisterende aktiviteter som oprydningskampagner, naturture og workshops om emnet havaffald langs den slesvig-holstenske vadehavskyst.
Som en del af tag tre-kampagnen er der lavet en lille konkurrence, hvor feriegæster skal udpege tre genstande, som absolut ikke burde være på stranden. Indtil nu har 3500 gæster deltaget digitalt, mens 2600 har svaret ved at aflevere eller indsende svaret. I alt er 15.000 flyers i omløb hos de deltagende partnere.
En af dem er miljøorganisationen NABU Schleswig-Holstein e.V, og herfra udtaler næstformand Nicole Schrader: – Med kampagnen ’Tag tre med – Ren strand’ skaber vi et enkelt tilbud om deltagelse, der øger bevidstheden og samtidig har en konkret effekt. Hver indsamlet plastikpose og hvert stykke emballage, der smides ud, er med til at beskytte det unikke økosystem i Vadehavet. NABU er glad for at være en del af dette vigtige initiativ.
Om VaBene
VaBene er en forkortelse af ’Visitor activation to Benefit nature and environment’. Det er et treårigt projektet støttet af EU’s Interreg 6a-program, som løber frem til 30. september 2026. Projektpartnerne er Nationalpark Vadehavet (DK), som er leadpartner, samt Nationalpark Schleswig-Holsteinisches Wattenmeer, WWF Deutschland og Nordsee Tourismus-Service GmbH (alle D). Dertil kommer en række netværkspartnere på begge sider af grænsen.
VaBene-projektet er finansieret med støtte fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (Interreg 6a-program). Det samlede budget er på cirka 13 millioner kroner.