Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 30. september
De sidste dages meget nedbør over Ribe-egnen har givet problemer mange steder.
Flere steder stod ny tilsåede marker blanke af vand, dræningsgrøfter flød over deres bredder, og cykelstien mellem Ribe og Lustrup var umulig at bruge ved Haderslevvej, fordi tunnelen, der fører stien under Haderslev, var oversvømmet. Her stod vandet meter højt søndag eftermiddag.
Allerede søndag morgen var kommunens folk ude med advarselsskilte, der gjorde opmærksom på oversvømmelsen. Alligevel fik politiet søndag sidst på eftermiddagen anmeldelse om problemet, som på det tidspunkt altså var velkendt.
Danmark har i gennemsnit i september fået 126 mm nedbør, og det skal ses i forhold til, at normalen er 71 mm for den første efterårsmåned.
Men nedbøren er faldet meget ukonstant, og områderne omkring Ribe, Esbjerg og Tønder har fået mere end 200 mm nedbør – altså omkring tre gange det normale.
Der har tidligere været problemer med oversvømmelse af tunnelen under Haderslevvej, men om det er pumpernes kapacitet, der er for lille, eller om pumperne i det aktuelle tilfælde simpelthen er gået i stå, er uklart i skrivende stund. Det vil der blive fundet ud af, når vandet har trukket sig tilbage.
Se i øvrigt Ribe Brandmandsforenings hjemmeside ved at klikke her.