Tekst: René Jørgensen, Illustration privat
30. april 2025.
Der har været mange spekulationer og rygter om årets traditionelle Tulipanoptog i forbindelse med Tulipanfesten – særligt fordi Royal Run i år afholdes i Ribe 2. pinsedag med deltagelse af Hans Majestæt Kong Frederik.
Men formanden for Tulipanfesten, Rune Larsen, kan heldigvis slå fast: Tulipanoptoget bliver gennemført som planlagt 2. pinsedag!
”Vi har haft en rigtig god og konstruktiv dialog med arrangørerne bag Royal Run, og begge parter har haft et ønske om, at vores arrangementer kunne finde sted side om side denne særlige dag, og for at få logistikken til at gå op, har vi justeret både ruten og tidspunktet for optoget.” fortæller Rune Larsen.
Optoget starter kl. 12.00 fra Ansgar Skolen, går gennem Tangekvarteret og ender som vanligt på Hovedengen. Dermed skulle der være rig mulighed for, at både lokale og besøgende kan opleve både Royal Run, hilse på kongen – og selvfølgelig nyde Tulipanoptoget.
Vi er desuden utroligt glade og taknemmelige for, at Jyske Bank igen i år har valgt at støtte os som hovedsponsor for optoget. Deres opbakning og sponsorat af præmierne betyder rigtig meget for os, og det er med til at gøre optoget til en festlig og mindeværdig oplevelse for både deltagere og publikum.
”Det er en gestus, vi sætter utrolig stor pris på,” understreger Rune Larsen.