Tekst og foto: Renè Jørgensen
20. maj 2026.
Tulipanløbet trodsede regnen: 675 motionister skød Tulipanfesten i gang
Selv om tunge regnskyer havde hængt over Ribe det meste af dagen, viste vejrguderne nåde, da startskuddet lød til årets Tulipanløb. Her stod hele 675 deltagere klar til opvarmning, holdfotos og spændte smil, mens Tulipanfesten traditionen tro blev skudt i gang med masser af motion og god stemning.
Det største hold kom igen i år fra Riberhus Privatskole, som imponerede med hele 178 deltagere. Inden holdbilledet kunne tages, blev der dog lige gjort plads til en særlig fejring. Alfred kunne nemlig fejre sin 11-års fødselsdag – og hvilken måde at gøre det på. Med en flot tredjeplads i herrer 0-19 år på 8 kilometer fik fødselaren både fødselsdagssang og en podieplacering med hjem.
På de hurtige tider var det især Rasmus Vejrup Mouridsen fra Vejle IF, der satte fart i løbeskoene. Han vandt herrer 18-50 år i tiden 26 minutter og 45 sekunder. Hos herrer 50+ løb Jørgen Borg fra Esbjerg Runners først over målstregen i tiden 30 minutter blank.
Den kølige aften satte også ekstra tempo i deltagerne på walk-ruten. Mange valgte at holde varmen ved at gå godt til, for selv om regnen holdt sig væk, var det bestemt ikke en lun sommeraften langs Ribe-ruterne.
Publikum lod sig dog ikke skræmme af hverken skyer eller temperaturer. Langs ruten og især omkring Skibbroen blev der fundet gode pladser, hvor familie og venner kunne heppe på deltagerne – ofte med en is fra Isvaflen i hånden. Om isen var nødvendig på en kølig aften, kunne måske diskuteres, men hyggen fejlede bestemt ikke noget.
Årets store tilslutning viser, at Tulipanløbet fortsat har et solidt tag i både Ribe og omegn. Deltagerlisten talte løbere og motionister fra blandt andet Gram, Bramming, Esbjerg, Varde, Vejrup, Føvling, Vejen, Billund, Løgumkloster, Haderslev, Egtved, Toftlund, Gørding og Rødekro.
Alle resultater kan ses hos Run2u.dk

Så gik starten


Selv om der blev løbet godt til, kunne man da godt lige lave lidt sjov på ruten








Det største hold kom igen i år fra Riberhus Privatskole, som imponerede med hele 178 deltagere. Inden holdbilledet kunne tages, blev der dog lige gjort plads til en særlig fejring. Alfred kunne nemlig fejre sin 11-års fødselsdag – og hvilken måde at gøre det på. Med en flot tredjeplads i herrer 0-19 år på 8 kilometer fik fødselaren både fødselsdagssang og en podieplacering med hjem.

Ventetiden kan være lang når nu man skal vinke til nogen man kender. Luna på 2 år har udset sig flaget storbror Sirius på 4 år har, men han har ikke lige tænkt sig at give slip. Så er det godt mor er klar til at hjælpe til.






































































