Tekst Hasse Jørgensen, foto René Jørgensen, søndag den 15. maj 2022

– Det har været en fantastisk tulipanfest. Vi har haft tre aftener med fulde huse i teltet på festpladsen, og jeg tror, vi i år kan slå rekord med hensyn til overskud.

Ordene kommer fra formanden for komiteen, der står bag Tulipanfesten, Preben Fog Svendsen, efter han søndag eftermiddag havde præsenteret de fire vindere fra optoget.

Preben Fog Svendsen føjer til, at regnskabet naturligvis ikke er gjort op endnu, men at man har været heldige med nogle kontrakter, der er videreført fra 2020 og andre, der er indgået før prisstigningerne for alvor slog igennem.

Hvis Preben Fog Svendsen får ret i sin spådom om rekordoverskud, kommer det til at ligge på omkring en million kroner, som skal deles mellem Ribe Håndbold Klub, Ribe Bold Klub og Ribe Badmintonklub.

– Men vi har jo også to år, hvor der ikke har været tulipanfest, så vi har et hul at dække, påpeger Preben Fog Svendsen.

Meget tyder på, at publikum efter to års pause har savnet festlighederne. Ikke alene har der været fuldt hus i det store telt på Hovedengen, de tre aftener, men ved søndagens store optog i Ribe, var der sort af mennesker i gaderne, og efterfølgende var der stor aktivitet i tivoli.

Jyske Bank havde i år sponseret præmierne til de bedste vogne i optoget, og der var i år fire præmier. Temaet var historie.

Førstepladsen gik til Høm-Seem, der havde genskabt Chr. X til hest ved genforeningen i 1920. Det indbragte 7.000 kr. Andenpladsen gik til KFUM-spejderne i Ribe og Hviding for deres rekonstruktion af domkirken. Den indbragte 5.000 kr. Tredjepladsen gik til Ribe Floorball Klub for deres gengivelse af Dannebrogs dalen ned til jorden i Estland i 1219. Det gav 3.000 kroner, og 4. pladsen gik til Comedy Dancers for deres genskabelse af Radio Mercur. Det indbragte 2000 kr.