Tekst: Hasse Jørgensen, foto: Rene Jørgensen, copyright, torsdag den 28. juni

Overskuddet på dette års tulipanfest kommer til at ligge på et sted mellem 625.000 kroner og 650.000 kroner.

Det fortæller formanden for tulipanfesten, Preben Fog Svendsen, der også kan fortælle, at næste års tulipanfest bliver i Bededagsferien og ikke i pinsen som i år.

– Den gamle formand er rimelig tilfreds med årets resultat, kommer det med vestjysk underdrivelse fra formanden, der i øvrigt til næste år kan fejre 25 års jubilæum som formand for denne byfest.

– Vi har endnu ikke fået alle regninger ind fra dette års fest, men resultatet kommer til at ligge i størrelsesordenen 625.000 kr. til 650.000 kr. Det er samme niveau som sidste år, og i betragtning af, at vi har haft flere udgifter i år til bl.a. vagter, er vi rigtig godt tilfredse, siger Preben Fog Svendsen.

Han siger videre:

– Det hele gik jo også rigtig godt. Vejret var med os, og tulibierfesten var udsolgt og med et stadigt yngre publikum. Det unge publikum har vi kæmpet for at få ned på pladsen, og det er efterhånden lykkedes. Det hænger nok sammen med, at vi har hyret et team, der ved, hvad de unge vil have, og så betaler formanden og kassereren bare.

Preben Fog Svendsen peger videre på, at tulipanfesten efterhånden har fundet et bæredygtigt koncept, så det arbejder man videre ud fra i forberedelserne til næste års fest, der allerede er så småt i gang.

Overskuddet fra festlighederne går til Ribe HK, Ribe BK og Ribe BC.