Tekst og foto: Renè Jørgensen
20. maj 2024.
Tulipanfesten er i dag en stor og populær byfest uden tulipaner
Årets tema var eventyr og magi, og i optoget var der udsmykninger med Asterix, Alice i Eventyrland, troldmænd og glade dansere, og magiske drager.
Sol, sommervarme og flere tusinde mennesker i byen. Ribes årlige byfest blev igen i år en succes. Selv om regnskabet ikke er gjort op endnu, er der sikkert et fint overskud på vej ud til klubberne bag festlighederne.
Mandag middag var gaderne fulde af forventningsfulde Ribe borgere og turister, der skulle se året flotte tulipanoptog. Men trods navnet tulipanoptog, var der ikke tulipaner i pyntning. Det er mange år siden de pyntede vognene, derimod blev der brugt servietter i alle farver som udsmykning.
17 festlige indslag og tre garderforeninger var med i optoget. Optoget startede kl. 12.30 fra Føtex og gik gennem byen til Hovedengen, hvor et dommerpanel skulle finde årets vindere.
I festteltet kunne Preben Fog Svendsen fra Tulipankomitéen afsløre vinderne.
1. præmien gik til Høm/Seem. 2. præmie – Kom og Dans Ribe 3. præmie – Ribe Badminton Klub (RBC) 4. præmie – Ribe Bold Klub (RBK)
Et festligt indslag var de fem smølfer, der med deres ”blå hoveder og hvide hatte” mødte mange klapsalver på ruten. Smølferne er ikke en forening, og kan derfor ikke være med i konkurrencen om pladserne og dermed et af præmiebeløbene, der giver fra kr. 2.000 til kr. 7.000.
Der var dog ros fra dommerkomiteen for smølfernes deltagelse, der også sidste år deltog i optoget, som Team Easy On, der kendes fra TV-serien, Drengene fra Angola.
Lise Frederiksen, Cafe Quedens, er en af de få i byens gader, der hvert år ,med hjælp fra venner og bekendte,udsmykker facaden.
Fakta om Tulipanfesten
Tulipanfesten i Ribe startede i 1952. Udenfor Ribe var marker med tulipaner og den daværende turistchef Keld Christensen gik tur med sin kone ved markerne for at nyde det smukke syn og det fortælles, at turistchefens kone fik ideen med at køre de afklippede tulipanhoveder ind til Ribe, hvor byens butiksejere mødtes med personale og venner og familie efter kl 13 lørdag, når butikkerne lukkede og lavede pynt og ranker til facaderne. Foreningerne og forretningerne lavede flotte vogne til tulipanoptoget. Tulipanfesten er i dag en stor og populær byfest uden tulipaner. Optoget er der altid den sidste dag i festlighederne og trækker mange gæster til Ribe. I dag er vognene pyntet med servietter.
Se billederne fra dagens optog
Seem/Høm der igen i år løb med 1. pladsen, og dermed en præmie på kr. 7.000
Før præmieoverrækkelsen hyldede sportsklubberne komiteens formand for de mere end 30 år i spidsen for Tulipanfesten. Rasmus Lynddahl (yderst til højre) der er formand for Ribe Håndbold klub, rettede en tak fra scenen til Preben Fog Svendsen og fortalte, at der senere vil komme en reception for den afgående formand.