Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto René Jørgensen, onsdag den 6. april 2022
Efter aflysninger af Tulipanfesten i 2020 og 2021 på grund af Covid19, er arrangørerne nu ved at være klar til Tulipanfesten 2022.
– I Tulipankomiteen har vi nu programmet klar og venter bare på maj måned med godt tulipanvejr, siger formanden for festen, Preben Fog Svendsen.
I Festteltet på Hovedengen startes der traditionen tro med den store Tulibeer Fest torsdag den 12. maj. Det er som sædvanligt Top Seven, der sørger for musikken og den festlige stemning. Der kan allerede på nuværende tidspunkt meldes udsolgt. Der kan dog købes adgangsbilletter fra kl. 22.30.
Fredag den 13. maj fortsættes med Ung Aften med vekslende DJ´s . Komiteen kan præsentere Faustix, Kato, YO Johnny, Hedegaard m.fl. Det er igen i år Søren Pabst, der arrangerer det praktiske forløb. Man forventer ”fulde huse” med omkring 3000 glade unge mennesker.
Lørdag den 14. maj sørger Hit Med 80´erne for underholdningen. Dette kendte orkester kan i år fejre 30 års jubilæum. Opvarmningsbandet denne aften er Andreas & Company.
Det er også i år Nordisk Tivolipark der gæster Hovedengen.
I Bostons Gård bydes der på den traditionsrige Damefrokost lørdag den 14. maj. De øvrige aktiviteter i Bostons Gård byder på flere nyheder. Torsdag den 12. maj er der ølsmagning på produkter fra Royal Uni Brew og med efterfølgende rafleturnering med gode præmier. Møller og Skuldbøl sørger for god underholdning. Fredag den 13. maj er der Stor Beerpong turnering også med gode præmier og senere på eftermiddagen Stand-Up med Simon Tang, Daniel Buch og Thomas Warberg.
Søndag den 15. maj slutter festen som sædvanligt med det store Tulipanoptog.
– Og så bidrager vi nu til den grønne omstilling, idet vi fra i år bruger genanvendelige glas og krus og ikke de sædvanlige plast materialer, fortæller formanden for Tulipanfesten, Preben Fog Svendsen.
Det fulde program kan ses på hjemmesiden Tulipanfest.dk









































































